ETK bygger Sankt Hans bål på Køge Marina
KØGE: Når Sankt Hans aften atter bliver fejret på Køge Marina på søndag den 23. juni, er det traditionen tro ETK som i dagens løb har skabt det store bål på stranden.
TK udfører en bred pallette af opgaver i Køge Kommune lige fra renhold af strande, veje og parker, til vedligehold af stadions og andre grønne arealer. Men det er også ETK som står for den praktiske udførelse med opgaven at bygge det store Sankt Hans bål på Køge Marina. Den opgave har de haft i mange år, så folkene hos ETK er efterhånden eksperter i hvordan man bygger et rigtig godt Sankt Hans bål.
Henrik Hartington er driftskoordinator i ETK og ansvarlig for arbejdet med renhold af Køge Nordstand ved Køge Marina. Det er ham, der faciliterer arbejdet med at bygge det store bål på stranden og ifølge Henrik Hartington er det ikke helt ligegyldigt, hvornår man bygger bålet.
- Sankt Hans ligger jo lige midt i den skønne eksamenstid, og vi har desværre nogle år været ude for, at festglade studenter er kommet til at tænde bålet før tid. Så har vi fået travlt med at stable et nyt bål på benene, smiler Henrik Hartington.
Derfor bygges bålet først på selve dagen for Sankt Hans aften. ETK benytter grenaffald og kviste som de samler, når de beskærer træer mm. i hele Køge Kommune. Der er derfor god symbolik i at deltage i den store Sankt Hans fest på Køge Marina, hvis man bor i Køge Kommune. Men alle andre er naturligvis også velkomne!
Heksen fremstilles igen i år af Køgeforeningen Aktive Kvinder, og når bålet skal tændes kl. ca. 21.45 er det professionelle folk fra Beredskabet i Køge, som sørger for optændingen og holder et vågent øje med bålet, så alt kommer til at gå sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Når Sankt Hans festen er overstået og roen igen har lagt sig over stranden, er det ETK der tager sig af oprydning af gløder og bålaffald, så Nordstanden igen kan blive klar til Køges glade badegæster.
Piger fra Lions Club Køge har fremstillet heksen, der skal sendes til Bloksbjerg.
pm