Piger og politik
Foto: Erling J. Pedersen Venstres borgmester-kandidat Bent Jørgensen elsker sine to små piger Ida og Emma, og så brænder han for politik alle døgnets 24 timer. Den 42-årige politiker kommer oprindeligt fra Osted og blev første gang valgt ind i Lejres kommunalbestyrelse tilbage i 94. I dag sidder han i Roskilde Byråd og er tillige valgt ind i Regionsrådet. Nu bor han i Svogerslev med en smuk udsigt ud over søen og Skjoldungeruten sammen med sin familie, der også tæller kæresten Pernille og de to små.
Orlov med pigerne
Da pigerne blev født, valgte Bent Jørgensen at tage orlov begge gange fra sit arbejde som konsulent i LOF. For selvom om han arbejder med politik døgnet rundt, så betyder de alt for ham. - Jeg synes det er et privilegium at få lov til at gå alene hjemme med børnene. Man får et tættere forhold og lærer dem bedre at kende, siger Bent Jørgensen, mens han forsøger, at beskæftige de to små piger på skødet. De er netop vendt trætte hjem fra børnehuset, hvor de går. Pigerne er ikke helt klar til, at far bare sidder og snakker uden at koncentrere sig om dem. Men da han hiver et par kanelsnegle og melon frem, falder der ro på et stykke tid. I dag er han tilbage på arbejde igen, men han nyder at gå til gymnastik om søndagen sammen med den ældste datter på et børne/mande-hold i Svogerslev, hvor kvinder er forment adgang. Selvom han selv har nydt sin orlov, synes han ikke om, hvis man tvinger andre mænd til at gå hjemme. - Det skal jo passe ind i hverdagen, og man skal have lysten til det, siger Bent Jørgensen.
Bent på politiker-banen
Bent Jørgensen har en borgmester i maven, og når han holder orlov er det absolut ikke fra politiken. For eksempel arbejdede han hårdt på, at regionsrådet ikke skulle beslutte, at der skulle graves grus i Roskilde under den seneste orlov. Han indrømmer da også, at det kræver en tålmodig og fleksibel samlever og arbejdsplads, at han beskæftiger sig så meget med politisk. For at lette presset har han derfor besluttet at stoppe i Regionsrådet ved valget til efteråret.
Brænder for uddannelse
Bent Jørgensen brænder for skolerne i Roskilde, som han mener har været glemt væk for længe, når det drejer sig om et par ekstra kroner til renovering og efteruddannelse af lærerne. Han var da også en af de få, der hele tiden kæmpede for at Tiende Klassescentret skulle ligge på Handelsskolen. Da han mener, at uddannelsesmiljøet her inspirerer de unge til at finde den vej de vil gå. I stedet for at centret skulle gemmes væk på en folkeskole, som eleverne ofte gerne vil væk fra. Han kæmpede tillige for at Klostermarksskolen skulle bygges op på ny, da betonen begyndte at smuldre omkring ørerne på lærere og elever, i stedet for blot at renovere den, som flere andre politikere i første omgang var for. Byggeriet er netop nu ved at gå i gang. - Eleverne skal have et godt grundlag, når de går i skole her i Roskilde, det betyder alt for deres og vores fremtid. Og det er vores pligt som politikere at sørge for dette, siger politikeren. Der gerne kæmper og diskuterer længe for at nå sit mål.
Haarder inspirede
Den unge Bent Jørgensen fik inspiration til at gå ind i politik af den daværende undervisningsminister Bertel Haarder, som han hørte på et politisk møde i slutningen af 1980'erne. - Jeg har altid interesseret mig for samfunds-forhold, og det inspirerede mig, da jeg hørte om hans visioner for et mere frit samfund, med frihed og ansvar til den enkelte borgere, siger Bent Jørgensen og fortsætter: - Det gav skubbet til at melde mig ind i Venstre og senere stille op første gang i 1993. Selvom det politiske arbejde tager meget tid, sætter Bent Jørgensen stor pris på det. - Det er et privilegium at få lov til at være med til at påvirke tingene. - Det bedste er, når man har nogle ideer, som man kan få gennemført, så synes jeg, det danske system fungerer, siger Bent Jørgensen og fortsætter: - Grusgravningen i Roskilde fik vi flyttet - mod alle odds, så synes jeg virkelig at al balladen og sliddet bærer frugt. Han mener, det er ekstra interessant at arbejde lokalt i et byråd, da man hurtigt ser resultaterne og også hurtigt får respons fra bysbørnene.
Arbejder på tværs
For Venstre--politikeren er det vigtigt at samarbejde med de andre partier i byrådet, også selv om partiet er i oppositionen i øjeblikket. - Vi har været med til at påvirke budgettet, så Roskilde har fået en bedre økonomi, og vi prøver i det hele taget at være med i de store aftaler. -Samarbejde med de andre partier er også mit udgangspunkt, hvis jeg bliver borgmester, siger Bent Jørgensen. Han glæder sig til det kommende valg. - Vi har et godt kandidathold og meningsmålingerne er med Venstre, siger Bent Jørgensen. Han tror det kommer til at gå godt, når krydset skal sættes i november. ag@roskildeavis.dk