Fortsæt til indhold

Sommeren indledes med et brag

Arkiv
Arkiv

Denne udgave af HVIDOVRE weekend er den sidste, inden redaktionen gearer lidt ned og holder sommerferie. HVIDOVRE weekend er for mange af Hvidovres borgere et velkomment supplement til den ugentlige ¿store¿ Hvidovre Avis. Inden det meste af kommunen også drosler lidt ned og går på ferie, sker der dog på søndag noget, som vil samle en meget stor del af Hvidovre. Som omtalt på forsiden, spiller HIF en altafgørende kamp søndag eftermiddag mod Roskilde. Med blot uafgjort spiller Hvidovre fra efteråret i landets næstbedste fodboldrække og det vil på mange måder - som tidligere omtalt her i avisen - gavne kommunen. Kampen på søndag bliver helt sikkert en stor Hvidovrebegivenhed - sandsynligvis med over 3.000 tilskuere og høj og god stemning. Senere på søndagen skal Hvidovre fejre Sankt Hans. Der er flere steder arrangeret fællesspisning, musik og bål. Det er endnu muligt at tilmelde sig nogle af de arrangementer, der er omtalt her i HVIDOVRE weekend. Og så er der jo bål og fest ved Hvidovre Havn og Rebæk Sø - således som traditionerne i Hvidovre kræver det. Redaktionen ønsker læserne god weekend og en god sommer. HVIDOVRE weekend udkommer næste gang midt i august - i uge 33.