"Jeres gæster er kommet"
Jonas, Ida og Carina var torsdag til afsluttende eksamen på deres uddannelse som køkkenmedhjælpere. Sammen skulle de lave en 100 procent økologisk to-retters menu til 13 personer på Cafe Danner.
Jægerspris De har forberedt sig. På det ene køleskab hænger tre sammentapede stykker papir i forlængelse af hinanden. Det er en meget lang to-do-liste, hvor dagens gøremål minutiøst er skrevet ned. Her står alt, hvad 21-årige Jonas Pedersen, 40-årige Carina Christiansen og 25-årige Ida Lindekilde Larsen skal nå, før de har bestået deres afsluttende eksamen og kan kalde sig køkkenmedhjælpere.
Klokken er 10. Om mindre end tre timer sætter 13 personer sig til bords for at nyde den to-retters menu, som de tre har skabt. Stemningen er rolig men fokuseret i køkkenet. Ingen står stille, alle er hele tiden på vej et sted hen. Med jævne mellemrum glider fingeren og blikket ned over to-do-listen, og der sættes et befriende hak ud for de opgaver, som nu er udførte.
Jonas, Ida og Carina har alle tre været igennem Cafe Danners et-årige køkkenmedhjælper-uddannelse. Cafe Danner har et tæt samarbejde med Jobcenter Frederikssund og har hver tredje måned 12 pladser primært i køkkenet og cafeen, som bruges til arbejdsprøvninger og udredninger. Herfra er der mulighed for at tage køkkenuddannelsen, hvor eleverne får ernæringsundervisning sideløbende med, at de er med i den daglige drift hos Cafe Danner.
“Efter at have gennemført uddannelse går nogle videre i job, og andre læser videre. De personer, vi har igennem vores uddannelse, kommer ind i en god rytme med at arbejde og studere. Uddannelsen er lagt an på små hold, hvor der er mulighed for at tage hensyn til den enkelte,” siger underviser ved Cafe Danner, Betina Herskind Frandsen.
Gæsterne er kommet
Uret på væggen i køkkenet er ubarmhjertigt. Minutterne tikker afsted i en rasende fart og sekundviseren forcerer gradvist tempoet i køkkenet. Der er stadig mange ting, der skal gå op i en højere enhed for det lille hold, hvis det skal blive en vellykket eksamen. Der bliver ikke sprunget over, hvor gærdet er lavest. Det skal være perfekt. Længden af gulerodsstrimlerne bliver nøje vurderet, nye citronskiver bliver stegt på panden, da de forrige fik lidt for meget og anretningen af tallerknerne sker med præcision og omhu.
Jonas, Ida og Carina sørger for hele tiden, at holde kommunikationen kørende. Alle kender deres roller, og man hjælpes ad. Det her er en holdøvelse.
“Jeres gæster er kommet. Skal jeg bede dem om at tage plads?”
Spørgsmålet fra underviser Betina Herskind Frandsen, skærer sig igennem køkkenet som en varm kniv i smør, og blikkene fra de tre køkkenelever hæver sig mod uret, som for lige at tjekke rigtigheden af oplysningen.
Carina og Jonas træder ud fra strømmen af gøremål et øjeblik for at øve den velkomst, de skal fremføre overfor gæsterne. Carina byder velkommen, Jonas fortæller om økologi. Spændingen lyser ud af dem i sekunderne, inden de træder ind i spisesalen, og lettelsen over at have overstået velkomsten skaber en nærmest euforisk stemning, da holdet går tilbage i køkkenet for at anrette tallerknerne.
Alt kører efter planen, alligevel er der en hektisk stemning i køkkenet. Alle hænder er i brug, kinderne er røde og blikkene er koncentrerede.
“Husk at servere maden højre om,” lyder det sidste råd, inden Jonas, Ida og Carina bærer de sommeranrettede tallerkner ud af køkkenet og ind til de forventningsfulde gæster. Der er kun tid til at puste ud et øjeblik, inden desserten skal anrettes.
Hvad de tre ikke ved er, at de allerede har bestået deres eksamen. I løbet af denne uge modtager de et velfortjent eksamensbevis.
Se fotoreportagen her.