Fortsæt til indhold

Morten Henriksen bliver ny U-landsholdstræner

SønderjyskE's cheftræner skal fremover også træne Danmarks bedste talenter

Arkiv
Mikkel Hansen

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har netop ansat SønderjyskE's cheftræner Morten Henriksen som ny U-landstræner for de yngste spillere.
"Jeg blev rigtig glad, da Ulrik Wilbek ringede og tilbød mig jobbet. Det havde jeg slet ikke set komme. Det er et drømmejob for mig. Jeg kan fastholde mit daglige arbejde i SønderjyskE samtidigt med, at jeg med landsholdet kan fokusere på talentudvikling, som jeg altid har haft en passion for. Min opgave bliver at finde og udvikle fremtidens A-landsholdsspillere. Jeg ville ikke sige ja, hvis det var en fuldtidsstilling. Jeg kan slet ikke undvære den daglige kontakt med spillere og medarbejdere," siger 33-årige Morten Henriksen, der har været tilknyttet SønderjyskEs herrer i ni sæsoner, først som assistent og siden som cheftræner.
LÆS OGSÅ: Wilbek: Et naturligt valg

DHF ændrer i trænerstaben på herreungdomssiden, så den nuværende træner for de yngste årgange, Claus B. Hansen, fremover er tilknyttet de ældste talenter, mens man har ansat Morten Henriksen som ansvarlig for de yngste U-spillere på herresiden. Det betyder, at Morten Henriksen fra næste sæson får ansvaret for U18-landsholdet (det nuværende U19-hold).
Han tiltræder som u-landstræner på en 2-årig kontrakt den 1. september.
Men allerede i juni begynder arbejdet så småt, når han besøger en talenttræning med 40-50 spillere, hvorfra der skal udtages en 28-mandstrup, der skal samles midt i september. Den trup bliver sandsynligvis uden spillere fra SønderjyskE, der ellers tidligere har haft flere u-landsholdsspillere.
"Det bekræfter os bare i behovet for talentudvikling med klubsamarbejder og sportscollege," siger Morten Henriksen, hvis første store opgave bliver EM-kvalifikationen, der spiller i januar 2014 og forhåbentligt selve EM-slutrunden i august 2014.
LÆS OGSÅ: Derfor blev han træner

Morten Henriksen er ikke bekymret for at bestride to stillinger.
"Det skal kun være en fordel for SønderjyskE, som får en endnu mere passioneret cheftræner," siger Morten Henriksen, der lover, at spillere og medarbejder vil ikke komme til at mærke det.
For at få tid til de nye opgaver siger han farvel til visse administrative opgaver i SønderjyskE, ligesom han indstiller det politiske arbejde i DHF, hvor han bl.a. har sæde i eliteudvalget. Der bliver heller ikke tid til at undervise i idræt på Business College Syd i fremtiden.
Derudover bliver en gammel drøm om at kaste sig ud i golfsporten igen udsat:
"Ja, det bliver nok højst til lidt minigolf fremover," griner den nye u-landstræner.