Fortsæt til indhold

Lokal viking stævner ud

På Lyndby strand i Lejre Vig er den daglige leder af Maritimt Forsøgscenter godt gang i forberedelser til en ny stor kulturfestival kaldet TOGTET

Arkiv
Af David Foli

lejre Hvis du i de seneste dage er kommet forbi en plakat eller i en kortfilm, der fortæller om en ny kulturhistorisk festival kaldet TOGTET, og du har syntes, at der var noget bekendt over vikingen på plakaten og i filmen, er det meget muligt, at du har ret. ”Vikingen” er nemlig her fra egnen – han er såmænd daglig leder af Maritimt Forsøgscenter i Lyndby og hedder Tonny Andersen. Og når han ellers ikke spiller viking, er han for tiden godt i gang med at gøre centrets største vikingeskib, Aslak, klar til sommerens togt. Aslak er sammen med to andre danske vikinge- og middelalderskibe, Havhingsten og Agnete omdrejningspunktet for TOGTET, en 12-dages kulturhistorisk festival i regi af Kulturregion Midt- og Vestsjælland, der begynder i Roskilde den 20. juli og med de tre skibe i front fortsætter til Orø, Rørvig og Kalundborg ad vandvejen for til sidst at ende i Korsør. Undervejs vil de tre storslåede skibe lægge til i alle havnene, og med skibene følger en sand karavane af forskellige vikinge- og middelalderaktiviteter, der sætter fokus på Danmarkshistorien fra år 750 – 1250.

Lokalt forankret

”Det er første gang, vi på denne måde bruger Aslak i forbindelse med et arrangement, der sætter fokus på vores regionale kulturhistorie, og det er første gang, vi organiserer et togt sammen med museer i regionen,” fortæller Tonny Andersen, der glæder sig over samarbejdet med de andre regionale aktører, som f.eks. Vikingeskibsmuseet. Lige nu er Tonny Andersen godt i gang med at planlægge, hvordan skibet skal fyldes med både lammeskind, tovværk, kister med madlavningsgrej, og meget andet, så det er klar til togtet og de 10-12 mænd og kvinder, der kommer til at skulle stå for sejladsen af Aslak. ”Det bliver sjovt at se, hvordan vi bliver modtaget rundt omkring i havnene, og jeg håber da, at folk kommer hen og taler med os. Det er togterne, der giver appetit på hverdagen, for de er altid et lille eventyr,” siger Tonny Andersen.