Op på cyklerne!
Der har sandsynligvis lydt et ramaskrig hos en del historieinteresserede medborgere ved nyheden om endnu et kreativt trækplaster på Københavns Befæstning. En ny cykeludfordringsbane åbner på torsdag - lige dér, hvor Paradislejren lå. Resterne af ¿Lejren i Avedøre¿ er ikke fredede. Dertil ligger de på den forkerte side af voldterrænet. Men seks fundamentrester ligger her stadig sammen med ¿viktualiekælderen¿, der består af en høj. Kritikere forstår ikke, at man på den måde blander nutidens behov for udeliv sammen med bevaringsværdig historie. Men skal historien bevares for de indviede, der vil mindes og nyde den - eller skal den gøres tilgængelig for alle i et forsøg på at få flere til at interessere sig for fortiden? Faktum er, at de bevarede fundamentrester får selskab af cyklende legebørn og -voksne for eftertiden, når Hvidovreborgere såvel som andre med balancegangen i orden fremover kan udfordres på cykelbanen. Jeg har aldrig læst historie på et akademisk niveau, men interesserer mig naturligt for min hjemby. Jeg er født og opvokset i Hvidovre, har gået i skole og på gymnasium i Hvidovre og har brugt rigtig mange timer af min barndom på ¿volden¿ ved voldgraven om sommeren, cyklende langs terrænet. Men aldrig har jeg med egne øjne set resterne af Paradislejren. Ikke af manglende interesse - men fordi jeg nok aldrig er blevet guidet derhen. Min pointe er, at folk som jeg med en almindelig interesse for fortiden og historie skal instrueres. At åbne det historiske rum op for borgerne med asfalterede cykelstier, cykel- og rulleskøjtebaner er et forsøg på at nærme sig den tid, vi lever i. Selvfølgelig skal historien bevares og nurses, men det er måske endda specifikt initiativer som disse, der bevarer historien og ikke lader den gå i glemmebogen? Det er måske netop ved at guide folk ud til fortællingerne, at vi sørger for at bringe fortiden videre ind i fremtiden? En slags Historien i Gaden med en fysisk aktivitet som trækplaster - med respekt for omgivelserne. Mon ikke mangt en soldat ville glædes, hvis de kunne se deres tip-tip oldebørn boltre sig i skoven, der hvor de selv stod i mudder i knæene i mørket - glade for, at nogen igen kunne læse om deres bedrifter og deres oplevelser - præcis hvor det hele skete.