Fortsæt til indhold

Varde får nyt rådhus

Projektet indeholder både nedrivning og ombygning af de eksisterende lokaler på Bytoften 2. Alle kan se vinderprojektet – og de tre andre forslag – i forhallen på rådhuset

Arkiv
Arkiv

Klokken var præcis et minut over 10 torsdag formiddag, da borgmester Gylling Haahr afslørede fremtidens rådhus i Varde Kommune.
I minutterne op til summede forhallen i det nuværende rådhus på Bytoften 2 af forventningens spænding, der lå som en tung dyne over de mange mennesker, der var mødt op til begivenheden – og i dagene op til, har dommerkomiteen gransket de i alt fire forslag til den kommende om- og tilbygning af de eksisterende lokaler – et arbejde, der kommer til at strække sig over halvandet år.
"Men der er kun én vinder, og heldigvis har vi i bedømmelseskomiteen været klokkeklart enige om, hvilket projekt, der skal føres ud i livet, nemlig det projekt, der er udarbejdet af firmaet STB-Byg i Vejle," fortsatte borgmesteren.
I korte træk går vinderprojektet ud på, at det eksisterende rådhus får en første sal, mens andre dele af den eksisterende bygning bliver revet ned eller bygget om.
Udstilling i forhallen
Alt i alt bliver resultatet et rådhus med plads til 265 medarbejdere, kantine, mødelokaler, personale-faciliteter, arkiver med mere samt ikke mindst en byrådssal. I projektet er der fokuseret stærkt på såvel indeklima, akustik og trivsel for såvel medarbejdere som besøgende – men hvordan projektet mere præcist kommer til at tage sig ud, kan kommunens borgere og andre interesserede undersøge nærmere i den kommende tid.
"Vinderprojektet – og de tre øvrige forslag – er nu udstillet i forhallen på rådhuset," fortæller bygningskonstruktør Brian Laursen, der er kommunens interne konsulent, når det handler om det nye rådhus.
"Her kan alle fordybe sig i dem i rådhusets åbningstid, og hver især er der tale om fire både forskellige men også meget spændende forslag," mener han.

En ”tretrins-oversigt” over, hvordan rådhuset på Bytoften ændrer sig i løbet af de kommende ca. 18 måneder