Fortsæt til indhold

Færre besøgende men fortsat flot omsætning

Ved det 43. loppemarked i Rishøjhallen.

Arkiv
Arkiv

LOPPEMARKED: For 43. gang har der i weekenden været afviklet loppemarked i Rishøjhallen – et loppemarked der afvikles af Skensved Idrætsforening, Rishøj Idrætsforening samt Rishøjhallens Venner.
Et loppemarked der i år havde en del odds imod sig idet at der ikke var samlet så mange effekter ind som vanligt, hverken hen over året der gik eller ved den store indsamlingsweekend. Måske fordi folk bliver bedre til selv at genbruge og/eller sælge sine egne ting – både på nettet og ved havelågen
Der var i år også 300 færre besøgende, nemlig 1.050 betalende gæster, hvorfor det var med stor glæde at kassen blev gjort søndag eftermiddag og udviste næsten samme resultat som sidste år; nemlig ca. kr. 160.000 i omsætning.
100 frivillige fra de 3 foreninger har været i gang siden sidste fredag og deres store indsats belønnes med lidt smørrebrød om lørdagen og grillpølser om søndagen – efter hallen er ryddet helt op og man faktisk ikke kan se der har været loppeeffekter i hallen de seneste 8 dage.
- Nogle af de frivillige har været med i 40 år og nogle var med for første gang og vi finder det jo ganske attraktivt at der stadig kommer nye hjælpere – det er faktisk en betingelse for at vi kan fortsætte, da mange af de frivillige er oppe i årene - en enkelt er 87 år gammel, fortæller Pia Thøgersen på vegne af de tre foreninger.
Når det egentlige overskud bliver gjort op, bliver der gode indtægter til de 3 foreninger, hvor de vil blive brugt til gavn for idrætten i foreningerne.
Desværre må vi også i år konstatere at selv ved et loppemarked finder tyveknægtene vej – uden tanke for at man kan gøre sig til tyv for en ting der kan pruttes ned til en pris på omkring 5 kr.
- Det er utroligt at der ikke udvises større respekt for det arbejde der bliver gjort for rigtig mange børne idrætsaktiviteter, fastslår Pia Thøgersen.
pm