Cirkusmuseet udvider aktiviteterne i sommerferien
Fra søndag til og med torsdag i hele juli måned fra kl. 11-12.30, kan du udfolde dine egne evner som cirkusartist. Jonglering, trapez og linedans er blot nogle af cirkusdisciplinerne du kan kaste dig over, og du behøver absolut ingen forudsætninger. - Vi har valgt at kalde det Cirkusleg, fordi det netop er igennem legen, at artisteriet bedst bliver lært uanset om du er barn eller voksen. Samtidigt foregår det uformelt, så du kan bare troppe op, og evnerne skal nok komme, fortæller museets egen cirkusartist Line Vittrup. Cirkusleg er ifølge Line Vittrup for alle aldre, men særligt forældre eller bedsteforældre i selskab med børn eller børnebørn vil få glæde af tilbuddet. - Vi oplever ofte, at det er bedstefar, der viser de største færdigheder med f.eks. diabloen, mens børnene kan lave tricks i trapezen. På den måde oplever alle aldre succes, men også hinanden på en ny måde, siger Line Vittrup. Cirkusleg foregår i Fægtesalen, hvor du kan finde alt hvad hjertet begærer af cirkusrekvisitter såsom trapez, jongleringsudstyr i enhver udformning, line, ringe og selvfølgelig også tylskørtet til cirkusprinsessen. Cirkusleg er inkluderet i entréprisen til museet og koster 50 kr. for voksne, mens det er gratis for børn under 18. Der er ingen tilmelding, så det er blot at møde op. Se mere på cirkusmuseum.dk.