Fortsæt til indhold

Mange ændringer hos Sydtrafik

Arkiv
Arkiv

Der sker en hel del med buskørslen i Sønderborg kommune fra søndag den 30. juni og igen til august.
Rute 223 mellem Nordborg og Gråsten får et løft, når dagligdagen begynder igen efter sommerferien. Fra august bliver ruten forbedret med en række A-bus afgange. Det vil sige afgange, hvor bussen kommer hurtigere frem, fordi den stopper færre steder. For eksempel bliver turen fra Nordborg til Sønderborg otte minutter hurtigere. Skal man helt til Gråsten, sparer man 12 minutter med A-bussen.
14 gange om dagen kan man tage den hurtige tur fra såvel Nordborg som Gråsten. På de tidspunkter, hvor skoleelever og uddannelsessøgende bruger bussen, kører den som hidtil. På disse ture dur det ikke at springe stoppesteder over.
I sommerferieugerne 27-32 og mellem jul og nytår kører rute 223 ikke som A-bus, men som almindelig bus på alle afgange.
Sammen med de nye køreplaner, får stoppestederne på rute 223 som forsøg nye tavler med oplysning om SMS- og mobilbilletter og særligt billige lørdags- og eventbilletter.
Hidtil har man på stoppestedet kunnet læse, hvornår bussen kører fra stedet. Det kan man ikke længere. I stedet kan man med sin smartphone scanne en kode og se de næste afgange.
Kommunen indfører Flextur som en del af den kollektive trafik fra 30. juni. Det betyder, at man på særlige betingelser kan bestille en tur fra én adresse til en anden. Til gengæld stopper den almindelige buskørsel kl. 19 på hverdage. Lørdag stopper busserne kl. 15, og søndag kører de slet ikke.
Disse ændringer gælder ikke rute 223. Den kører alle dage. Ligeledes køres der fortsat til færgen ved Fynshav med rute 225/226 på nogle afgange om søndagen.