Dialog frem for besøg
Aabenraa Kommune indfører pilotprojekt med fleksibel sundhedspleje
Fra august går familier i Stubbæk, Løjt og Skovridderkvarteret i Aabenraa over på en ny ordning med sundhedsplejen.
Ordningen hedder fleksibel sundhedspleje, og den betyder, at familierne får færre faste hjemmebesøg, men til gengæld tilbud om at møde i konsultation og mulighed for en løbende dialog med sundhedsplejersken, hvis der skulle være behov for det.
"Den nye ordning vil gøre det muligt for os at gøre sundhedsplejens tilbud mere fleksibelt for den enkelte familie. Samtidig får sundhedsplejen mulighed for at bruge den sparede transporttid på at deltage endnu mere aktivt i det tværgående samarbejde på børneområdet," fortæller formand for Børne- og Familieudvalget, Susanne Beier.
Efter den nye ordning, som foreløbig afprøves over et år, tilbydes familierne første hjemmebesøg en til to uger efter, at barnet er født, og næste besøg tilbydes efter otte måneder. Efter fire måneder får familierne tilbud om at møde i konsultation hos sundhedsplejen på Bjerggade i Aabenraa. Dertil kommer løbende kommunikation med sundhedsplejen både omkring barnets udvikling og familiens trivsel. Hertil kommer, at alle familier, der føder ambulant, fortsat tilbydes et kort hjemmebesøg fire til fem dage efter fødslen.
"Da det er en helt ny type tilbud, vil vi gerne have mere information om, hvordan det påvirker familiernes kontakt til os og til eksempelvis de praktiserende læger, før vi tilbyder det i hele kommunen," forklarer afdelingschef for Sundhed & Forebyggelse, Michael Metzsch.
Susanne Beier slår fast, at der ikke er tale om et besparelsesforslag.
"Det er et forsøg på at gøre sundhedsplejen mere fleksibel, så den både har et tidssvarende tilbud til de familier, som har brug for få kontakter til sundhedsplejen og til dem, der har brug for mange."