Fortsæt til indhold

Ansøgningsboom til læreruddannelse

Fristen for at søge ind på læreruddannelsen via kvote 2 er udløbet. På University College Syddanmarks to læreruddannelser i henholdsvis Esbjerg og Haderslev er der et sandt boom i antal ansøgninger i forhold til sidste års ansøgningstal

Arkiv
Arkiv

Det samlede antal ansøgninger er 399, fordelt med 163 i Esbjerg og 236 i Haderslev. I fjor var tallet 189, fordelt med 78 i Esbjerg og 111 i Haderslev.
Det betyder, at der i runde tal er en fordobling af antal ansøgere til UC Syddanmarks læreruddannelser i kvote 2. Dette kan holdes op mod et landstal, som viser en fremgang på 45 %. Med andre ord ligger UC Syddanmark dobbelt så højt som landsgennemsnittet.
"Det er overraskende og en glædelig overraskelse. Vi havde forventet en fremgang i antal ansøgere, men hvor stor den ville være, var ikke til at spå om. At tallet nu viser sig at være så højt, kommer bag på mig," siger Hans Tauman, studiechef på læreruddannelsen i Esbjerg.
En del af forklaringen på stigningen i kvote 2 ansøgningerne skal formentlig findes i, at uddannelsen er blevet revideret på indholdet og ansøgningskriterierne. Kvote 2 ansøgere skal til en optagelsessamtale og der er indført et karaktergennemsnit på 7 for kvote 1 ansøgere.
"Der er ikke nogen entydig forklaring på det nærmest eksplosive antal ansøgere i kvote to, men en del af forklaringen skal findes i de skærpede krav til kvote 1 ansøgerne. Det har formentlig fået en del til at søge via kvote 2, enten fordi de ikke kender deres karaktergennemsnit, eller er usikre på, om de kan opfylde kravet," siger Ove Outzen, studiechef på læreruddannelsen i Haderslev.
De to studiechefer venter nu i spænding på at se, hvordan antallet af ansøgninger i kvote 1 ser ud. Der er ansøgningsfrist til den 5. juli klokken 12.00.

"En glædelig overraskelse," kalder studiechef i Esbjerg, Hans Tauman det store ansøgningsfelt.