Fortsæt til indhold

Rye og Kirke Sonnerup Kirke bliver grønne

Det dufter lysegrøn af græs – og det skulle det gerne blive ved med

Arkiv
Arkiv

Lejre "Det dufter lysegrønt af græs/ I grøft og mark og enge/ Og vinden kysser klit og næs/ Og reder urtesenge." Sådan lyder det i en af vores mest populære nyere salmer, og som der står i overskriften – sådan skulle det gerne blive ved med. Menighedsrådet for Rye og Kirke Sonnerup sogne har besluttet at yde deres bidrag hertil ved at tilslutte sig ”Grøn Kirke” ordningen. Det sker ud fra den kristne grundtanke, at Vorherre har overladt skaberværket i menneskets varetægt for at det skal værne om det og give det videre til kommende slægter. Bag ordningen ”Grøn Kirke” står Klima- og Miljøgruppen under Danske Kirkers Råd. Det er en økumenisk arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra flere forskellige kirkesamfund og kirkelige organisationer i Danmark. Gruppens formål er at styrke og inspirere enkeltpersoner, menigheder, kirker og kirkelige organisationer til at indarbejde miljø og klima som en naturlig del af deres tænkning og daglige praksis. Rye-Sonnerup menighedsråd nedsatte for et lille års tid siden et ”Grøn kirke” udvalg bestående af menighedsrådsmedlemmer, præster og medarbejdere, som i løbet af det seneste års tid har arbejdet med projektet, og det har ifølge menighedsrådet været noget af en øjenåbner at kigge arbejdsrutinerne efter i sømmene. For at blive ”Grøn Kirke” skal man gennemgå en tjekliste med 48 punkter og leve op til mindst 25 af disse punkter. Og resultatet er, at man i Rye og Kirke Sonnerup sogne på indeværende tidspunkt opfylder 30 af de 48 punkter på checklisten. At være Grøn kirke er tillige en stadig proces, hvor man hele tiden er opmærksom på sin ageren, og hvor der evalueres en gang om året og her medtænker nye fokusområder. Eksempelvis vil Kirkebladet fremover (fra og med nr. 1/13) produceres som ”grønt blad”. ”Grøn Kirke”-projektet er godkendt i menighedsrådet i marts 2013 og evalueres af kirkernes ”Grøn kirke”-udvalg i foråret 2014.