Dansemusenes sommerfest
Sommeren betyder, at byen taber lidt af sin swing
Alle byens tre danseskoler, Vejlebo Dans, Reinhardt Dans og Lindenskov Dance Center, har fejret sommerens komme.
Hos Reinhardt Dans og Vejlbo Dans har man netop holdt afslutning, hvor skolernes elever fik en mulighed for at vise, hvad de har lært igennem sæsonen.
Instruktører og elever fra Reinhardt Dans havde udover sæsonafslutningen noget helt særligt at fejre.
Danseskolen kunne nemlig glæde sig over, at de i år rundede den 50. sæson.
Udover den fine fødselsdag kunne Reinhardt Dans også glæde sig over flotte placeringer ved blandt andet sjællandsmesterskabet i latin og danmarksmesterskabet i rock n' roll.
I skarp kontrast til Reinhardt Dans' 50 sæsoner står Vejlebo Dans
For dem var det nemlig første gang de stablede et afslutningsshow på benene.
- Vi har knoklet flere uger i træk for at få det til at glide professionelt, siger Gitte Vejlebo fra Vejlebo Dans.
- I de sidste dage op til showet arbejdede vi til langt ud på natten, men vi gør gerne det hele igen, for det gik over al forventning.
Flere medaljer
Ligesom Reinhardt Dans kan Lindenskov Dance Center gå sommeren i møde med metal om halsen.
Amalie Kirstine Eis Bang og Milla Greisen vandt Guld i junior 1 ved sjællandsmesterskaberne i latin, og det samme gjorde Philip Vilain og Johanne Langager i rækken Junior 2.
De to par er dermed sjællandsmestre i deres rækker.hw