Fortsæt til indhold

10.000 er blevet tjekket

Sundhedsbussen i Haderslev Kommune har lavet 10.000 sundhedstjek, siden den tog sin første tur i juni 2008. Det blev behørigt fejret

Arkiv
Arkiv

For at fejre at Sundhedsbussen har rundet 10.000 besøgende, var der forleden arrangeret forskellige og sjove aktiviteter, og Sundhedsbussen var desuden vært ved et let traktement. Det hele foregik på gågaden ved Haderslev Domkirke.
Bente Lindahl, fra Vojens, var den heldige som fik sundhedstjek nr. 10.000. Formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse Asta Freund overrakte derfor en præmie.
"Vi er utroligt stolte over, at, så mange borgere har besøgt Sundhedsbussen i disse fem år. Og vi håber selvfølgelig at kunne lave sundhedstjek på endnu flere borgere de kommende år. Sundhedsbussen er et godt initiativ, fordi den kommer ud, hvor borgerne er. Bussen er også stedet, hvor man let kan få oplysninger om de mange andre gode tilbud vi har i Haderslev Kommune," siger formand Asta Freund.
Historien om bussen starter i projektet "Motionsvejledning", som var et treårigt projekt med start i januar 2008. Ideen med projektet var at tilbyde let tilgængelig motionsvejledning til alle Haderslev Kommunes borgere. Der blev indkøbt en brugt bybus, som blev indrettet til et mobilt vejledningsrum.
I slutningen af 2010 besluttede udvalget for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune at udvide projektet, så borgerne ikke bare kunne få motionsvejledning, men også en samtale om kostvaner, vejledning om rygestop og information om sundhed mere bredt. Dermed blev "Motionsbussen" til "Sundhedsbussen".
Sundhedsbussen har været så godt besøgt, at den nu kører til udgangen af 2014. Bussen er finansieret af puljen ”Haderslev i bevægelse”.

Sundhedsbussen er en velkendt syn i Haderslev Kommune.