Hari fortsætter rekordhøsten
Sprinteren Kristoffer Hari satte igen ny rekord på 100 m. distancen - Træner Stefan Hari om sin søn
- Ingen ved, hvor langt Kristoffer kan nå, fortæller hans far og træner Stefan Hari. - Jeg har været sprint-træner i 31 år, hvor jeg har været i Hvidovre de seneste 11 år. Jeg ved ikke, hvor langt han kan nå, og hvor langt ned i tid, han kan præstere. Følger man de naturlige regler i et ungt menneskes udvikling, skal han jo blive hurtigere med årene, men ingen kan kende hans grænser for udvikling i dag... - Han kom forholdsvis sent i gang med atletikken. Han spillede fodbold en gang om ugen med vennerne og var tilfreds med det. Han begyndte så at følge med mig til træning i Hvidovre og var sammen med de andre udøvere, og ville gerne prøve kræfter med løb. Han løb fra alle og hans potentielle og muligheder var åbenlyse. Sidste år pressede han mig lidt for at melde ham til stævner, men man skal være ordentligt forberedt, fordi sprint er en meget teknisk disciplin, hvor mange ting skal spille sammen, før man opnår de bedste resultater. Især starten er vigtig, og den brugte vi lidt tid på, før han blev sendt til stævne. Kristoffer var meget motiveret, og satte to nye danske ungdomsrekorder i den første start som 14-årig... - Det blev til yderligere en rekord, hvor han løb 10.90 sek. og så i år, løb han som bekendt 10.53 i Tårnby. Et fantastisk resultat, som vidner om stort potentiale. At han så løber 10.43 i dag er en overraskelse, som bare får mig til at tænke på, at der burde være mere i ham, men vi skal tage det roligt og være tilfreds med den udvikling, der sker og det tempo, det sker i... Balance er vigtig - Kristoffer og jeg har det meget fint med hinanden. Jeg har erfaringen og kan vejlede ham, og han har potentialet. Men det er også vigtigt, at man trives i den klub, hvor man holder til. Kristoffer træner fem gange om ugen i omkring to timer, når der ikke er stævner. Han er netop blevet færdig med folkeskolen og skal starte på Falkonérgården efter sommerferien. Her skal han gå på idrætsgymnasium de kommende fire år, og det er vigtigt at få taget den eksamen. Vi har fokus på uddannelse, fordi vi ved, at der er et liv efter sport... - Men vi har det meget fint i Hvidovre, som har givet og stadig yder os stor støtte. Det er vigtigt for både Kristoffer og jeg, at vi trives og hele tiden føler os i balance. Det sociale liv, vennerne og en afslappet holdning trives vi rigtig godt med, og den finder vi i Hvidovre. Det er grobunden for den videre udvikling... - Vi har fået invitationer om at løbe i udlandet, og næste stop gælder Tyskland og Sverige, inden sæsonens højdepunkt, OL for ungdom i Holland løber af stabelen. Her er vi meget spændt på, hvad vi kan præstere... ebohvidovreavis.dk