Minimølle kom på plads
Jack Holdt - manden, der har bygget flere slotte end Chr IV - har bygget en miniaturemodel af Tørning Mølle
Folk stod skulder ved skulder i udstillingslokalet på Tørning Mølle. Alle var de kommet for at overvære afsløringen af Jack Holts miniature af møllen anno 1980 - tiden lige inden den første store restaurering.
Bjarne Beck bød velkommen og gav ordet til Haderslevs borgmester, Jens Christian Gjesing. Han skulle foretage afsløringen af minimodellen, hvilket han gjorde med glæde.
"Det er dejligt at sætte fokus på noget godt i Haderslev Kommune. Vi befinder os lige på det grønne bånd, som binder kommunen sammen fra øst til vest. Lige midt i ligger perlen over dem alle - Tørning Mølle." Borgmesteren var meget glad for modellen, der illustrerer hvordan det hele tog sig ud inden man skred ind.
Tørning Mølle er miniaturebygning nummer 65, som Jack Holdt har lavet. Møllen er bygget i størrelsesforholdet 1:100. Alle projekter er laver med gammeldags løvsavsarbejde i krydsfiner. Undtagelsen er tagenes teglsten. Det er stumper af ispinde.
Jack Holdt har besluttet, at modellen af Tørning Mølle bliver den sidste, men den aldrende tømrer skal såmend nok finde på noget andet. Han antyder stilfærdigt, at andre projekter er på vej. Og opbakningen har slotsbyggeren;
"Nu hvor vores yngste er flyttet hjemmefra, har han fået sit eget værelse. Det har lettet meget. Det var en hård tid da vi levede med slotte og domkirker i køkkenet ustandseligt," smiler Jacks kone, Jenny.