Ventetid på toiletbesøg
Hestetorvets toilet er først klar til brug omkring 1. november
Sommerens turister og festivalgæster når ikke at få glæde af de nye toiletter på Hestetorvet. De skulle have været klar til brug i sommermånederne, men er blevet forsinket. Der er stor efterspørgsel på de automatiske toiletbygninger.
- Kontrakt og godkendelser var klar i begyndelsen af februar, siger vej og parkchef Ivan Hyllested fra Roskilde Kommune.
- Men da AFA JC Decaux, så bestilte toiletbygningen hos fabrikanten var der fem måneders leveringstid.
- Nu går vi i jorden midt i juli. Selve toiletbygningen kommer i slutningen af juli. Så skal mureren og de andre håndværkere i gang.
- Jeg regner med at toilettet står klar til brug i slutningen af oktober eller først i november, siger Ivan Hyllested.
Det er firmaet AFA JC Decaux, der kommer til at stå for driften af toilettet. Det kommer til at koste to kroner at benytte det. Der er et toiletrum i handicapstørrelse med pusleplads og et pissoir. De to kroner et besøg koster skal bruges til at betale vand- og elforbruget.
Nybyggeriet er en del af en aftale om byinventar, som også rummer 50 nye læskure med reklamer i Viby og Jyllinge.
Toiletbygningen på Hestetorvet bliver indpasset i miljøet. Den bliver kapslet inde i mursten, så den nærmest udgør en del af muren ind til kirkegården.