Sygehussenge fra Fredericia til Vejle og Kolding
Flytningen af 42 medicinske senge og 63 medarbejdere foreslås fremrykket til 1. januar
Region Syddanmark har fået mulighed for at fremrykke flytningen af medicinske senge fra sygehuset i Fredericia til sygehusene i Kolding og Vejle per 1. januar 2014. Det foreslår man at gøre, fordi de medicinske patienter derfor hurtigere kan blive set af en speciallæge.
"Ved at flytte de medicinske senge fra Fredericia til Kolding og Vejle får vi mulighed for, at de medicinske patienter hurtigere ses af de speciallæger, der døgnet rundt er på den fælles akutmodtagelse i Kolding. Derved kan patienterne hurtigere få stillet en diagnose og komme i behandling," siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.
Flytningen af sengene er en del af regionens sygehusplan. Kolding Sygehus skal være akutsygehus, Vejle Sygehus skal være specialsygehus med fokus på kræftbehandling, mens Fredericia Sygehus bliver lukket i 2016.
Akutsygehus styrkes
Flytningen af sengene til Kolding kommer også til at styrke akutsygehuset i Kolding, som efter planen fra 2016 skal modtage 60-70 akutte patienter fra trekantområdet i døgnet.
"Ved allerede nu at samle flere af de medicinske senge på Kolding Sygehus får vi tilknyttet flere medicinske speciallæger til akutsygehuset, og derved styrker vi fagligheden til glæde for alle patienterne fra trekantområdet. Specielt inden for hjerteområdet vil en faglig samling på akutsygehuset i Kolding være en væsentlig forbedring, som vil give de akutte patienter en mulighed for hurtigere at blive behandlet af en hjertespecialist," siger Niels Nørgaard Pedersen, administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt.
Fortsat skadeklinik
Skadeklinikken fortsætter uændret på sygehuset i Fredericia. Det samme gør urologisk og nyremedicinsk afdeling. De kliniske støttefunktioner, herunder røntgen, anæstesi, terapi og laboratorium vil også fortsat være på sygehuset.
Sygehuset i Fredericia har i dag 67 medicinske senge. Hvis de 42 senge flyttes til Kolding og Vejle, vil der være 25 medicinske senge tilbage.
Forslaget om fremrykning af sengene skal behandles første gang politisk på et sundhedsudvalgsmøde tirsdag den 25. juni. Regionsrådet skal drøfte sagen på mødet den 26. august.
Hvis det bliver vedtaget, skal der flyttes 63 stillinger fra Fredericia til Kolding og Vejle. Cirka 43 til Kolding og 20 til Vejle.