Kunder etablerer ny virksomhed
For knap tre måneder siden måtte Leif Lausten gå den tunge gang til skifteretten og få sit firma HNH-Sønderborg erklæret konkurs. Ordrerne udeblev. Nu har han med hjælp fra kunder og samarbejdspartnere købt en del af aktiverne i det tidligere selskab og etableret ingeniørvirksomheden Invector med tilhørende maskinfabrik.
"Den opbakning jeg har mødt fra kunder og samarbejdspartnere, fortæller mig, at etik og moral er vigtig i alle former for forretning. Uden den opbakning var det ikke lykkedes at etablere et nyt selskab. Ja, selv pengeinstituttet og revisor er den samme, som i det tidligere firma. Det er vist ikke normalt," siger Leif Lausten.
Firmanavnet Invector er et kunstord sammensat af de engelske ord invention og vector. Invention betyder opfindelse og ordet vector viser en retning mod vækst og udvikling.
Selskabet, der beskæftiger syv medarbejdere, er flyttet ind på adressen Løntoft 6 i Ragebøl, hvor plastvirksomheden Micotron tidligere havde til huse.
Invector har specialiseret sig i udvikling af fuldautomatiske maskinløsninger til alle typer industri, bl.a. vindmøllebranchen, fødevaresektoren og træindustrien.