Padborg støtter syge børn
Grænsebyens handelsliv håber at der igen i år er godt godt i gang raslebøsserne. Pengene går igen til BørneCancerFonden
Sidste år viste kunderne i Padborgs butikker tydeligt, at de ville støtte op om den gode sag, for der var ud over alle 20'erne både 50'ere, 100 og 200 kroner sedler i indsamlingsbøsserne. I alt blev der indsamlet 16.000 kroner til Team Rynkeby og BørneCancerFonden i løbet af den halvanden måned, som indsamlingsbøsserne stod i butikkerne.
"I år har Padborg Torvecentret, der er initiativtager til indsamlingen, været ude ved flere butikker end sidste år, så vi håber minimum at nå det samme," fortæller Bitten Haase fra Torvecentrets bestyrelsesgruppe.
Sidste års mest gavmilde kunde var kunderne hos Bibbe, hvor der blev indsamlet flotte 6.817,50 kroner.
"Bibbe er ikke sikker på, at det kommer til at gå lige så godt i år igen. Men hun har altså fået to indsamlingsbøsser alligevel," fortæller marketingkoordinator Anita Andersen fra Padborg Torvecenter.
Jan Svendsen, indehaver af boghandlen i Padborg er også med i indsamlingen.
"Selvfølgelig er vi med. Både, fordi det er noget vi gør sammen i handelslivet i Padborg. Noget andet er formålet. 25 procent af de kræftramte børn dør, kan vi være med til at bidrage det forfærdelige tal, så gør vi selvfølgelig det."
Bøsserne bliver indsamlet fra butikkerne torsdag, den 4. juli.
Formålet med Team-Rynkeby cykeleventen, hvor deltagerne cykler til Paris, er først og fremmest at samle penge ind til BørneCancerFonden, så kræftsramte børn og deres familie kan få nogle gode oplevelser under de kræftsyges børns sygdomsforløb.