Byrådet står igen foran voldsom spareøvelse
Byrådet skal atter igennem en spareøvelse. 470 millioner kr. i varige besparelser skal findes over de kommende fire år
Så skal vi snart til det igen. Manglende skatteindtægter og øgede udgifter på velfærdsydelser betyder, at Søtrup, Snedker og de andre byrødder igen skal på en hård prioriteringsøvelse i den kommende tid.
Selv om Esbjerg Kommunes økonomiafdeling endnu har ikke det fulde overblik over konsekvenserne af årets økonomiaftale, folkeskolereformen og kommunens fremtidige skatteindtægter, så tyder de foreløbige udgiftsprognoser på, at kommunekassen igen vil komme under pres i løbet af den kommende budgetperiode.
Det samlede overblik over kommunens økonomi, vil man først have efter sommerferien, da der naturligvis skal lægge et gennemarbejdet budgetgrundlag, når det skal undergives en politisk behandling i september.
Bosætningen mangler
"Samlet set tyder det dog på, at vi skal finde besparelser på driften for ca. 100-125 mio. kr. om året," siger borgmester Johnny Søtrup, der sammen med resten af byrådet måtte finde besparelser på godt 500 mio. kr. kroner ved sidste års budgetforhandlinger.
Søtrup mener, man kan beskrive det sådan, at Esbjerg lige nu er i et vadested. På den ene side oplever man en positiv erhvervsudvikling, men på den anden side ser man ikke konsekvenserne af den udvikling i bosætningen endnu.
"Og det ligger naturligvis en dæmper på vores forventede skatteindtægter på den korte bane," siger Johnny Søtrup, der derfor også nøgternt konstaterer, at det gør ekstra ondt, når der samtidig kan konstateres stigende udgifter på en række velfærdsområder.
Det drejer sig bl.a. om anbringelsesområdet og handicapområdet.