Ridning er et dejligt pusterum

Gråhvide skyer ligger lavt over Lille Damkærgaard Islændercenter ved Børkop - og over ridecentrets ovale ridebane, hvor medlemmerne af Gandur, der er en rideklub for islandske heste og deres ryttere, rider.
Luften er lun, og på marken bag Gandurs rytterstue græsser en flok brogede køer. Stilheden afbrydes kun af de små klik-klak-lyde, som hestenes hove giver, når skoene slår mod banens grus.
Mathilde Mai har læseferie og er taget et smut i rideklubben. Hun er 15 år og har redet i seks år.
”Det er så dejligt at komme ud i stalden. Ud at røre ved hesten. Der er altid så hyggeligt herude. At tage herud giver mig et afbræk fra skolen og bøgerne,” siger Mathilde Mai.
Hun synes, at hun får nogle sociale kompetencer ved at ride.
”Jeg har oplevet, at det var lettere at gå til eksamen, fordi jeg har været til så mange stævner og har prøvet at være nervøs. Jeg ved, hvordan jeg skal tackle det,” siger hun.

Ridning gav job

Mathilde Mai har en ridekammerat, som har fået et job på en døgninstitution, fordi hun var hestepige.
”De søgte efter hestepiger, fordi man lærer noget af at omgås heste,” siger Mathilde Mai, der er en af de heldige hestepiger, der har sin egen hest, Vidar, som hun fik for fem år siden.
Mathilde Mai er på ridebanen næsten hver dag. Hun er medlem af Gandur og ridder sammen med klubbens andre medlemmer, men hun får også undervisning på Lille Damkærgaard Islændercenter, hvor hendes hest er opstaldet sammen med 35 andre islændere.
”Min mor er også meget engageret i islænderne og i Gandur, og mine forældre betaler,” siger Mathilde Mai.

Glad for tølt

Hendes jævnaldrende veninde Nicoline Christensen har redet, siden hun var seks år. Hun rider på en af ridecentrets islændere, Tvistur, som kun er fem år gammel.
”Jeg har altid villet ride og prøvede en stor hest, men det var ikke mig. Jeg er meget mere til islændere. De er mere afslappede, og så er det dejligt at ride tølt, som er en af islænderens specielle gangarter, hvor man sidder stille i sadlen,” siger Nicoline Christensen, der også er på centret hver dag.
”Tvistur er ikke så gammel som ridehest, så jeg rider mest på banen, men når han bliver ældre, skal vi mere i skoven, og så vil jeg begynde at ride stævner igen,” siger Nicoline Christensen.