Farligt stof i bygninger
Den konservative leder i Roskilde Byråd, Carsten Wickmann, ønsker at kommunen bruger nogle af de penge, som nu er i kassen, på at få fjernet det farlige stof PCB, der findes rundt om i skole, børneinstitutioner og andre steder. PCB (Poly Chlorerede Biphenyler) er brugt til isolering og andre formål i bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950-77. Kun i en mindre del af disse bygninger er fordampningen af en størrelse, som overstiger den tilladte værdi og kan give sundhedsproblemer. - Vi ønsker i første omgang en grundig undersøgelse for at få et overblik over, hvor stort problemet er i kommunens bygninger, og det vil koste mindst 2,5 millioner. - Dernæst skal vi også være klar til at foretage det nødvendige arbejde. Eksempelvis har vi fået oplyst, at stofffet findes i 15 af vore skoler, og på tre af disse er der måske en høj risiko. - Nu siger borgmester Joy jo, at Roskilde for første gang i mange år har penge i kassen. Så synes jeg, vi skal bruge nogle af dem på dette vigtige problem, som kan berøre sundheden for både børn og ældre, siger Carsten Wickmann.