Tidligere Scheelke-butik genåbner fredag
Nikolai Bach-Andersen, som fortsætter med at drive de fire tidligere Scheelke butikker i Aabenraa, Tønder, Haderslev og Kolding, tyvstarter genåbningen med konkurs-udsalg fra på fredag, den 28. juni
Fra fredag, den 28. juni kan du igen forsyne dig med smykker og ure i den tidligere Scheelke butik på Storegade i Aabenraa. Den nye ejer af de fire butikker, Nikolai Bach-Andersen fra Aabenraa, indleder nemlig sin entre i hjemegnens forretningsliv med et konkurs-udsalg, som skydes i gang fredag klokken 10. Outleten fortsætter hele juli måned torsdag, fredag og lørdag, så der kan blive gjort rent bord for butikkernes nye koncept med nye varer.
"Der vil være en cirkulation af forskellige varer hver weekend, så der hele tiden er nye varer på hylderne," afslører den nye ejer, der er uddannet guldsmed.
"Selvom vi har haft det bedst med at gå stille med dørene omkring genåbningen, så kan jeg godt allerede nu afsløre, at der virkelig er penge at spare på smykker og ure af høj kvalitet. Så det gælder om at holde sig til."
Efter konkurs-udsalget lukker butikken igen for en stund, så den er klar til et nyt kapitel fra 1. september.