Fortsæt til indhold

Nu angriber preusserne igen

Stor genopførelse af invasionen af Als i weekenden

Arkiv
Mikkel Hansen

Kanonentordenen fra 1864 har forlængst lagt sig, men i weekenden vender krigen for en stund tilbage til Als.
Her vil over 85 historiske soldater, visekællinger, marketendere, borgerfruer og diakonisser bringe Kampen om Als til live.
Historieentusiaster, som kalder sig reenactere, fra Tyskland, Tjekkiet, Danmark og endda en enkelt deltager helt fra USA vil skrue tiden tilbage til det tragiske år i 1864, hvor Sønderborg blev centrum for de afgørende kampe i krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig. Dengang blev Sønderborg udbombet og ødelagt, men denne gang bliver det med et festligt og fredeligt optog gennem gågaden i Sønderborg lørdag formiddag. Optoget med soldater, kvinder i krinolinekjoler, kanoner og heste, starter kl. 11.30 fra Sønderborg Slot og går via Brogade til Sønderborg Rådhus, hvor borgmester Aase Nyegaard byder tropperne velkommen og proklamerer, at de danner den nye garnison i byen. Optoget slutter ved Rønhave Plads kl. 12.30.
Man kan også besøge soldaterlejren og oplev lejrlivet ved fronten i 1864, hvor soldaterne kæmpede, spiste og levede under krigen i grænselandet. Det sker lørdag kl. 15-19 og søndag kl. 10-15, hvor entréen er 40 kroner.
Her kan man både opleve kanonbrag og krudtrøg og se nærmere på lejrlivet, hvor man møder soldaterne, lægen, marketenderen, vaskekonen, visekællingen og de øvrige kvinder, som strikker, syr, synger, sælger kaffe, laver kager på pande og koger syltetøj. Eller mød de flotte borgerfruer og høre de spændende øjenvidneberetninger fra krigen 1864 i fortælleteltet og tag med soldaterne på lazarettet og i marketenderiet. Gæsterne kan prøve aktiviteter som at støbe geværkugler, slå mønter og bage pandekager over bålet.
Man skal stå tidligt op - eller gå sent i seng - hvis man vil opleve weekendens højdepunkt: En genopførelse af invasionen af Als. I ly af nattemørket krydser de preussiske soldater Alssund i mange små både. Kanonerne brager og de danske soldater prøver at afværge det overvældende angreb. Angrebet på Als foregår på det historisk korrekte tidspunkt, nemlig natten mellem lørdag og søndag fra kl. 2.30 til kl. 4.00.
Det hele foregår på Hærens Sergentskoles Øvelsesplads Kær Vestermark ved kraftvarmeværket og Burger King lige nord for Sønderborg. Hele programmet kan ses på KampenOmAls.dk.