Fortsæt til indhold

Hård kamp om de sidste støttekroner

LAG Vejen modtog 14 ansøgninger om støtte til LAG-projekter

Arkiv
Dorthe Andresen

Der var 14 ansøgninger med ønske om støtte for mere end 3,5 millioner kroner, da bestyrelsen for LAG Vejen skulle indstille de sidste projekter i budgetperioden 2007–2013 til støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og EU.
Da der kun var under halvdelen af det søgte beløb til rådighed, var der hård kamp om, hvilke projekter, der skulle indstilles.
Bestyrelsen har indstillet ni projekter til LAG-støtte: Brørup Skydebaner 40.000 kroner til Flytning og modernisering af skydebane i forbindelse med udbygning af Brørup Hallerne plus 10.000 kroner fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. Glejbjerg Brugsforening 220.000 kroner til "Bevarelse af basal servicefacilitet gennem nyt køleanlæg til ny dagligvarebutik i Glejbjerg." LOF Vejen 34.983 kroner til EDB til alle. Vejen Idrætscenter 400.000 kroner til støttepunkt for skatere og cykelsport ved Vejen Idrætscenter plus 100.000 kroner fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. Askov Bylaug 85.752 kroner til Torvet – et rekreativt område i Askov plus 21.438 kroner fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. Holsted Speedway Klub 200.000 kroner til etablering af belysningsanlæg på Holsted Speedway Arena plus 50.000 kroner fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. Skrave Ungdoms- og Idrætsforening 100.000 kroner til Naturmotorikken plus 25.000 kroner fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. Foldingbro Borgerforening 60.545 kroner til genopretning af mindehøj samt etablering af vandresti ved Kongeåen i Foldingbro plus 15.130 kroner i støtte fra Vejen Kommunes pulje til LAG projekter. PN Development Aps, Holsted, 242.500 kroner til etablering af automatisk samlemaskine til nyudviklet og patenteret kabelstik.
Der findes LAG'er, som ikke har projekter nok til de penge, som de har til rådighed.
Derfor har koordinator Helge Petersen henstillet til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, at LAG Vejen gerne gør brug af disse støttekroner, da alle LAG Vejens ansøgninger i den runde faldt ind under LAG Vejens Udviklingsstrategi og var kvalificerede til støtte.
"Men desværre. Ministeriet har meddelt: Der er aftalt ikke at gennemføre en omfordeling mellem LAG'erne, så LAG Vejen kan ikke indstille inden for andre LAG'ers ramme," siger Helge Petersen.