Fortsæt til indhold

Ølpenge til Skrydstrup

Tuborgfonden trådte til da den lokale revy havde brug for hjælp

Arkiv
Sven Møller

Tirsdag skinnede solen ikke blot fra en skyfri himmel. Skrydstruprevyen fik også solskin på sine fremtidige planer, idet Tuborgfonden netop den dag leverede en check på 39.880 kroner. Et beløb som dokumenteret krone for krone er den sum, som skal dække indkøb af tolv trådløse mikrofonsæt til at bære diskret på hovedet og sammen med det - en ny mixer.
"For os betyder det enormt meget med penge til mikrofoner," fortæller Eva Svendsen fra Skrydstruprevyen: "Uden tuborgpengene havde vi været nødt til at lukke og slukke, for revyen skal ikke blot have gode tekster, de skal også kunne høres."
Fra Tuborgfonden kom Ole Jensen med en kæmpecheck, og Ole Jensen, han var glad. Glad for at kunne fortælle revyfolket, at Skrydstruprevyen nu er fremtidssikret. Han fortalte at det gjorde Tuborgfonden glad. Til det ytrede en af revyens skuespillere, Sten G Jepsen:
"Vi støtter altså også dit firma en del!"
Årsagen til at søge om nyt lydanlæg har absolut intet med frås at gøre. Det er ganske enkelt en nødvendighed:
"Frekvensområdet for vores nuværende mikrofoner er ændret og givet til mobile bredbånd. Det gør det ikke blot umuligt at levere ordentlig lyd. At benytte den gamle type mikrofon er ganske enkelt ulovligt," fortæller tekniker Ken Severinsen, som selvfølgelig også glæder sig til nye mikrofoner:
"Vi er 15 mennesker, som fører revyen over scenen år efter år. Det kan vi nu også i fremtiden," slutter en meget glad Eva Svendsen.