Bliver du bange eller ked af det?
Haderslev Kommune leder efter deltagere til et kursus i angst og depression
Oplever du tegn på angst eller depression? Deltagere søges til videnskabelig undersøgelse af kurset ”Lær at tackle angst og depression”
Haderslev Kommune deltager i en national evaluering af kursets effekt sammen med Komiteen for Sundhedsoplysning og forskere ved Aarhus Universitet.
På kurset bliver man præsenteret for redskaber, der er specielt udviklet til at tackle og håndtere symptomer på angst og depression og de problemer i hverdagen, som angst og depression typisk medfører. På kurset arbejder man bl.a. med følgende emner: Håndtering af angst og depression, bedre kommunikation, forebyggelsesstrategier, håndtering af træthed, problemløsning, samarbejde med sundhedsvæsnet og fysisk aktivitets betydning for humøret.
Formålet med evalueringen er at undersøge kursets virkning på ens evne til at håndtere dagligdagen og symptomer på angst eller depression. Man har positive erfaringer med kurset i udlandet, men der mangler erfaringer fra Danmark. På den baggrund har Haderslev Kommune besluttet at medvirke i undersøgelsen af kursets virkning.
"Vi søger derfor borgere med symptomer på angst eller depression, som ønsker at deltage – enten som deltager på kurset eller i en kontrolgruppe. Fordelingen foretages ved lodtrækning.
Borgere i kontrolgruppen vil kunne deltage på et kursus efter 7 Mdr," fortæller koordinator Louise Schütze Peper. Hun fortsætter:
"For at deltage skal du have symptomer på angst og/eller depression. Kurset varer 7 x 2½ time og foregår på Haderslev Rådhus fra onsdag den 28. august kl. 10.00."
Der er fortsat ledige pladser på kurset. I perioden 2. juli – 9. august kan interesserede henvende sig uforpligtende for nærmere information Louise Schütze Peper.