Fortsæt til indhold

Roskilde bredte armene ud fredag aften

Arkiv
Anette Gundlach

Foto: Erling J. Pedersen
Stjernestunder for store og små var hvad Roskilde bød på fredag aften, da byen bredte sine arme ud mod de mange besøgende, der nød at gå rundt i de solbeskinnede og med menneskemyldrende gader ved butikkernes Open By Night.
Hele eftermiddagen og aftenen igennem var midtbyen fyldt op med glade folk, der nød at det var muligt at opholde sig ude og nyde arrangementet og hinandens selskab på en af forårets første rigtig dejlige aftener.

Noget for enhver

Booob han bygger skrålede de mindste begejstret, da byggemanden lavede sjov på Stændertorvet sammen med sin gæve hjælper, der hjalp håndværkeren med at holde styr på alle børnene.
Andre steder i byen var Jens Tryld, modeshow og meget andet i gang. Midt i mellem al den planlagte gøgl hujede to grupper med glade polterabend-deltagere gennem byen med udklædte kommende brud og brudgom.
Brudens veninder opfordrede byens drenge til at få sig et gratis kys af bruden, som traditionen tro herefter skal holde sig på dydens lige landevej.
Ved Femilets modeshow blev der til gengæld vist former og lingeri frem til manges store begejstring.
Rundt omkring på cafeer, gadehjørner og restauranter blev der også hygget til den store guldmedalje.
Alt i alt må man sige, at aftenen emmede af god stemning, oplevelser og godt selskab lige midt i Roskilde.

ag@roskildeavis.dk

Den kommende brud morede sig højlydt på sin polterabend, hvor hun delte gratis kys ud til fremmede for måske sidste gang.
Byggemand Bob fortryllede de mindste fra scenen.
Biler og lingeri gik op i en højere enhed.
Blåt er flot - også når det gælder undertøj.