Fornyet licens til HB Køge
FODBOLD: HB Køge fik i går, mandag, fornyet klubbens licens, og kan således også i den kommende sæson spille i NordicBet Ligaen.
Formålet med DBU's klublicenssystem er blandt andet at sikre et højt niveau for gennemførelsen af kampene og driften af klubberne i landets to øverste rækker gennem opfyldelsen af en række sportslige-, organisatoriske- og administrative-, facilitetsmæssige-, juridiske- samt økonomiske krav til klubberne.
Den igangværende sæson har været den anden med klublicenser i Nordic Bet Ligaen efter en prøveperiode forrige sæson.
- Det er meget positivt, at vi som klub - uagtet at vi ikke rykker op igen, har været i stand til at tilpasse forretningen, siger HB Køges sportsdirektør Per Rud til www.hbkoge.dk.
Lige så heldige var FC Hjørring ikke. Nordjyderne, der i søndags gav HB Køge en øretæve på 4-0 levede ikke op til kravene, og tvangsnedrykkes dermed til 2. Division. FC Hjørring har dog to uger til at anke sagen i.
pm