Fortsæt til indhold

Festlige dagplejedag i Cirkelines tegn

Arkiv
Arkiv

DAGPLEJEDAG: Onsdag den 8. maj var det dagplejens dag i hele Danmark og i år var det oven i købet dagplejens 40 års fødselsdag. Dagplejen er en helt unik størrelse. Små trygge grupper og alligevel en masse sammen med de andre børn i dagplejen, så de er helt klar når børnehaven kalder på dem.
I Vemmedrup/Lellinge naturdagpleje har man fejret det med et Cirkeline projekt i de første måneder på året.
- Dette projekt blev afsluttet på dagplejens dag med at vi holdt en kæmpe fødselsdag for Cirkeline. Alle forældre, søskende og bedsteforældre. Hele 120 mennesker kom der til fødselsdagen. Vi har haft tre superskønne dage på Vindegården i Vemmedrup. Vi har lavet en masse spændende ting på gården. Blandt andet har vi lavet skattejagt hvor de har været rundt på et kæmpe areal ude i naturen og lede efter små billeder af Cirkeline. Disse har de så samlet sammen og hængt på et Cirkelinetræ. Vi har lavet en stor balancebane, samlet insekter, pustet sæbebobler, lavet jord malerier, malet Cirkeline på træstammer. Den søde bondemand gav os lov til at komme op og sidde i en af hans mange traktorer. Der var også en lille legeplads, som de nød at lege på og ikke mindst var der en masse kaniner som børnene kunne løbe rundt imellem, fortæller Helle Thorst på vegne af dagplejen i Vemmedrup/Lellinge.
Der er selvfølgelig lavet mad over bål hver dag. Menuen har stået på Frederiks oksekødsgryde, Ingolfs kylling i karry ret og så selvfølgelig Cirkelines frikadeller.
- Sidste år havde vi valgt at holde indianer tema og denne gang faldt temaet på gode gamle Danske Cirkeline og hendes to bedste venner Frederik og Ingolf. I vores legestue, hvor vi er en gang om ugen er der også blevet sunget og danset til Cirkelines sange, på livet løs. Vi har læst alle de bøger der er skrevet om hende, holdt biograf, hvor vi har set Cirkeline film. Lavet Cirkelinefiguren og prikkede kjoler i forskellige farvet og så sunget ?se min kjole?. Levet vendespil, tegnet, limet, klippet alt hvad vi kunne finde på. Frederik og Ingolf har også været ude og flyve i en kæmpe luftballon. Det største projekt har været, at de har lavet et relief. Pigerne har lavet Cirkeline og drengene har selv måttet vælge om de ville lave Frederik eller Ingolf. Det er et projekt der tager flere uger, fordi vi kun er i legestuen en gang om ugen, fortæller Helle Thorst.
Onsdag den 8 maj var så dagen hvor man skulle vise børnenes familier, hvor dygtige de havde været.
Derfor var familierne inviteret til Cirkelines fødselsdag og en enkelt havde endda taget en gave med til hende. Alle børnene var inde i gildesalen, hvor alle pigerne fik hjemmesyede Cirkeline kjoler på og drengene fik enten Frederik eller Ingolf T-shirts på.
- Vi fik budt alle gæsterne velkomne og så var der ellers en kæmpe lagkage buffet, kaffe, the og saft. Ikke mindre en 12 lagkager blev der konsumeret og de var selvfølgelig blevet pyntet med Cirkeline. Inde i gildesalen var der fernisering og her kunne forældrene så gå på opdagelse og se noget af alt det vi har gået og lavet. Nu har alle børnene fået noget meget vigtigt med i deres kultur rygsæk, fortæller Helle Thorst.
pm

(Privatfoto).
(Privatfoto).
(Privatfoto).