Pinsegudstjeneste på Lovparken
KØGE: Folkekirkerne i Køge Kommune indbyder til pinsefriluftsgudstjeneste i Lovparken i Køge 2. pinsedag, mandag den 20. maj kl.11.00. Temaet for gudstjenesten er: Det Magiske Vand!
Siden 2007 er friluftsgudstjenesterne blevet afholdt på Køge Ås ved Claras Kirkegaard. Men et længe næret ønske om at tilgodese, at deltagere nemt kan komme til gudstjenestestedet med bus, tog eller bil og med mulighed for at opstille toiletter, har været medvirkende til, at pinsegudstjenesteudvalget nu med Køge Kommunes tilladelse flytter gudstjenestested til Lovparken, hvor der også er mulighed for parkering i nærheden.
I tilfælde af regn vil man have mulighed for at afholde gudstjenesten i Køge Kirke, som ligger 300 meter fra Lovparken med indgang via Sankt Gertrudsstræde.
Tag picnickurven med, tæppe eller stol med og nyd en anderledes gudstjeneste under åben himmel, lyder opfordringen fra sognepræst Susanne Fabritius de Tengnagel.
pm