Gram Slot fik pris
Kodeordene var "ærlighed" og "tillid", da Gram Slot fik Dansk Fødevare Forums Kvalitets- og Innovationspris
Den økologiske fødevareproducent Gram Slot, som REMA 1000 er medejer af, er blevet belønnet med Dansk Fødevare Forum's Kvalitets- og Innovationspris for på kort tid at have nytænkt og skabt et stærkt varemærke, der har fået produkter af høj kvalitet, økologi, bæredygtighed og discount til at gå hånd i hånd.
Det er ifølge vinderen af Dansk Fødevare Forum's Kvalitets- og Innovationsprisen nogle af de vigtigste kodeord for den succes som økologiske fødevarefirma Gram Slot i dag har høstet den fornemme pris for, forklarer Svend Brodersen, der sammen med sin kone Sanne er drivkræfterne bag virksomheden:
"Jeg tror, at forbrugerne kan lide vores meget ærlige, genkendelige og gennemskuelige koncept. Vi skriver blandt andet ?Velkommen? på alle vores produkter, hvor vi samtidig inviterer alle til at komme og opleve vores produktion. Den ærlighed har sammen med et engageret fokus på at levere nogle produkter, der er lavet med hjertet og som er 100 procent bæredygtige, har overvældende hurtigt skabt en enorm tillid til os fra forbrugerne," siger Svend Brodersen.
Godt samarbejde med Rema 1000
Men også udbredelsen af Gram Slot's produkter har spillet ind på populariteten af dem, vurderer prisvinderen. I januar 2010 annoncerede Gram Slot og Rema 1000 nemlig, at de to parter havde indgået en eksklusiv aftale om salg af Gram Slots økologiske produkter i Rema-kædens 190 butikker landet. Siden er samarbejdet blevet udvidet og Rema 1000 er i dag medejer af det økologiske landbrug.
"Det gode samarbejde med Rema 1000 har også betydet enormt meget for udbredelsen af vores varer til mange flere forbrugere og har dermed medvirket markant til at udbrede kendskabet til vores produkter – og ikke mindst har samarbejdet hjulpet os med at formidle historien til en bredere kundegruppe om, at vi står inde for vores produkters bæredygtighed. Vores varer er produceret med hjertet. Vi mærker i al vores arbejde efter, hvad vi gør og vi foretager hele tiden valg og fravalg, så vores produkter afspejler vores værdier, og det mener jeg, at forbrugerne fornemmer og værdsætter. Og dén fortælling har Rema 1000 været gode til at hjælpe os med at formidle," forklarer Svend Brodersen
Gram Slot leverer således på daglig basis blandt andet økologisk mælk, kartofler og havregryn til Remas mange butikker.