Venstre klar med valg-liste
Venstre har fundet 20 kandidater
Lejre Venstre i Lejre har afholdt opstillingsmøde til Kommunalvalget 2013. Mødet fandt sted den 7. maj i Karleby Forsamlingshus, og der var mødt 119 medlemmer op, hvilket er rigtigt godt fremmøde set i forhold til Venstres 318 medlemmer i Lejre kommune. Venstre opstiller i alt 20 kandidater, hvoraf de 19 skulle vælges og indplaceres på listen under opstillingsmødet, idet Venstres borgmesterkandidat Lena Holm Jensen allerede blev valgt som spidskandidat i januar 2012. Indplaceringen på listen foretages efter prioriteringsmetoden, da denne metode erfaringsmæssigt giver det bedst mulige billede af stemmegivernes ønsker. Metoden går ud på, at man prioriterer de opstillede kandidater ved at sætte den kandidat, man helst ser valgt, som nr. 1 (dvs. øverst på stemmesedlen). Den kandidat, man dernæst ønsker valgt, sættes nr. 2 på stemmesedlen og så fremdeles. Venstre i Lejre havde besluttet, at såfremt en VUer ønskede at opstille, ville vedkommende automatisk få tildelt plads nr. 5 på opstillingslisten, men Anna-Cecilia insisterede på at deltage i opstillingsmødet på lige fod med de øvrige kandidater. Det betød, at Anna-Cecilia endte på en 9. plads. "Vi er meget glade for at have fået en helt ung kandidat på listen. Venstres politik har også stor appel til de helt unge, derfor er vi glade for at vi nu har fået en kandidat som kan repræsentere de unge hos os," lyder det fra Søren Ole Nielsen, næstformand og kampagneleder for Venstre i Lejre. Ventres borgmesterkandidat Lena Holm Jensen afsluttede opstillingsmødet med en tale, hvori der lød en stor tak til de mange fremmødte, og hvori det blev understreget, at Venstre nu går til valg på en meget stærk og alsidig liste af kandidater. Der bør derfor være gode chancer for, at man som borger i Lejre kan finde en Venstrekandidat som man kan identificere sig med. "Så er vi klar til valgkamp," afsluttede Lena Holm Jensen under stor applaus. Da der på opstillingsmødet ikke blev opstillet det maksimale antal kandidater (som i Lejre er 29), er Venstres bestyrelse bemyndiget til at kunne tilføje kandidater til listen helt frem til indlevering af kandidatlisten til Lejre Kommune. Venstres liste opstiller kandidaterne sideordnet. Den samlede kandidatliste for Venstre i Lejre ser derfor foreløbig således ud: 1. Lena Holm Jensen 2. Line Holm Jacobsen 3. Flemming Damgaard Larsen 4. Carsten Helles Rasmussen 5. Jens Kristian Jensen 6. Henning Nielsen 7. Tina Mandrup 8. Thomas Stokholm 9. Anna-Cecilie Mandrup 10. Ole Reinholdt 11. Laila Torp Madsen 12. Søren Ole Nielsen 13. Robert Dumong 14. Kim Lærkesen 15. Hans Christian Kongsgaard Nielsen 16. Bettina Hinrichsen 17. Søren Bo Hansen 18. Ole Blem Nielsen 19. Kim Magnussen 20. Børge Stokholm