Fortsæt til indhold

Fanget i Pirelli-svinget

En kammerat lokkede for 56 år siden den 14-årige Carl Christian Hansen med på Roskilde Ring og siden har han været grebet af motorsport

Arkiv
Erling Pedersen

- Min sidekammerat i skolen fik mig med på Roskilde Ring, og vi stod ved Pirelli-svinget. Det lå nede ved Sdr. Ringvej ud for Hotel Scandic, hvor der nu er en sø i bunden. Jeg blev helt grebet af stemningen og begejstringen hos de 20.000 tilskuere og havde aldrig oplevet noget lignende før. Sådan fortæller advokat Carl Christian Hansen om sit første møde med motorsporten, der i alle årene siden blev hans skæbne. 7. maj fylder denne ærkeroskildenser 70, men interessen for fart, teknik og de dygtige køreres præstationer er lige usvækket, og han er stadig med i ledelsen for Dansk Automobil Sports Union. - Nu skal man også huske, at dengang i de fattige 50’ere havde vi jo ikke så mange andre fornøjelser, så ellers kunne vi gå til fodbold eller besøge et nedslidt, omrejsende cirkus.

To biler i klassen

Den unge Carl Christian kom ellers fra en af byens kendte familier. Hans farfar havde grundlagt klemmefabrikken, der først lå i Hersegade og senere flyttede ud til Ringstedvej, hvor der siden er opført et kontorhus og bl.a. Orbicon nu har til huse. - I min klasse var det kun min far og en handelsrejsende, der havde bil dengang. Nu er det vel lige omvendt, men min mor måtte da også sy tøj om til os fire børn, fordi det var svært og dyrt at få fat i noget.

Ved siden af sit arbejde som jurist har præsidenten for dansk motorsport skrevet mange artikler, blandt andet en hel side om Nicki Lauda i det daværende Roskilde Tidende.

Roskilde-korrespondent

Som ung prøvede han også selv at køre, men talentet var ikke så stort, og pengene skulle han bruge til at studere for. - I stedet havde jeg valget mellem at blive jurist eller journalist, og det blev til lidt af begge dele. Dengang i 1950’erne var Roskilde Ring med som et af de store steder på motorsportens Europa-kort. Kendte koryfæer som englænderen Stirling Moss har kørt her. - Så de engelske aviser og blade havde store artikler om løbene i Roskilde. Jeg kom til at skrive for et anerkendt magasin ‘Motoring News’ og lærte, at hvis man afleverede først, var der også en chance for at få afsat sin artikel. Den metode brugte Carl Christian også overfor byens dengang dominerende dagblad, Roskilde Tidende, hvor han ofte fik optaget artikler hos den daværende motorredaktør, Morten Dam og redaktionschef Kai Strandgaard. Sammen med andre entusiaster som Ove Nielsen og den nu afdøde barndomsven Jørgen Bøgeholdt, der siden blev direktør på Refrema, leverede han tekst og billeder om motorsport fra ind- og udland. Toppunktet var, når de drog af sted til verdens største motorløb ’Les Vingt Quatre Heures du Mans’, der som bekendt køres hvert år den tredje weekend i juni gennem et døgn på landvej og bane i provinsbyen sydvest for Paris.

Glæden ud af øjnene

På denne bane ‘Circuit de Sarthe’ har CC Hansen også haft nogle af sine allerstørste oplevelser. I 1990 da John Nielsen som den første dansker vandt det krævende 24 timers løb i en Jaguar. Siden blev han dog overhalet af en anden god bekendt til CC, Tom Kristensen, der som bekendt har vundet hele otte gange – og dermed overgået belgieren Jacky Ickx’ fantastiske rekord på seks sejre. Ved flere af disse triumfer blev den danske motorpræsident helt fugtig i øjnene af begejstring, og en en poetisk sportsjournalist skrev, at ’glæden løb ud af øjnene på ham’.

Motormafia fra Roskilde

Når det gælder om at udvikle nye dygtige racerkørere, har Roskilde fortsat pole position. - Denne styrke er selvfølgelig skabt først på Roskilde Ring, men siden har Viadukten og dens udvikling af gokart-talenter også haft enorm betydning, fortæller CC. Her har Danmarks hidtil eneste Formel 1-kører, Jan Magnussen, og Jason Watts tager deres første omgange – og nu er Jans søn Kevin også i fuld fart på vej mod motorsportens fornemste klasse. Derfor er det selvfølgelig heller ikke tilfældig, at præsidenten for det hele også er fra Roskilde. - Vi har en god tradition for at dyrke sporten her i byen. De andre taler ligefrem om en ’Roskilde-mafia’, der sidder på motorsporten i Danmark, siger CC Hansen med et smil. I så fald er det ham, der er ‘Godfather’ for det hele, selv om han er en flink en af slagsen. tk