Er Fredericia Danmarks smukkeste?
15 byer er indstillet til prisen som Danmarks Smukkeste Købstad. Fredericia er blandt de nominerede
Danmarks Smukkeste Købstad skal kåres, og måske bliver det Fredericia. Det er Bygningskultur Danmark, der står bag konkurrencen, der har til formål at sætte fokus på de historiske bykerners kvaliteter. Alle danskere kan i perioden 6.-20. maj stemme på deres favorit blandt de 15 kandidater på www.bygningskultur.dk. På konkurrencesitet kan man også se 15 små film om de indstillede byer. Vinderen afsløres den 21. maj.
Med kåringen af Danmarks Smukkeste Købstad vil Bygningskultur Danmark fremhæve nogle af de byer, der har set potentiale og værdi i at bevare de oprindelige middelaldermiljøer og har brugt disse miljøers kvaliteter til aktivt at fremme både erhverv, turisme og bosætning.
Bygningskultur Danmark har i forbindelse med konkurrencen besøgt en række købstæder. Og en af de byer, der har formået at værne om en stor del af sin kulturarv er Fredericia. Selvom byens centrum desværre ikke er så velbevaret, er hele det unikke voldanlæg med byporte næsten intakt og vidner om byens militærhistoriske betydning.
Kandidaterne til Danmarks Smukkeste Købstad er: Fredericia, Svaneke, Nysted, Præstø, Sorø, Kalundborg, Helsingør, Kerteminde, Faaborg, Ærøskøbing, Ebeltoft, Mariager, Aabenraa, Ribe og Tønder.
I 2012 kårede Bygningskultur Danmark den smukkeste landsby i landet. Det blev Sønderho på Fanø, der vandt konkurrencen. Ca. 30.000 danskere deltog i afstemningen.