Det går ikke Avedøres vej
Niklas Myhrmann tilbage efter lang pause - vigtig kamp på lørdag i Avedøre
Kampen ude mod B 1903 i lørdags var en af dem. Hjemmeholdet vandt 2-1 i en kamp, hvor Avedøre var kommet foran på et glimrende mål af Nick Ilsø, der tog et hurtigt træk og sparkede bolden fladt ind i det korte hjørne. - Jeg synes, det var et unødvendigt nederlag, lød det fra træner Jan Christensen efter kampen. - Vi var ramt at karantæne og afbud, så Christian Thorup og Toke Svendsen var ikke med. Der blev i stedet plads til Niklas Myhrmann, der har kæmpet i lang tid med at finde formen, og han efterlod et godt indtryk og spillede samtlige minutter. Men vi gik til pausen med en smal føring og en god fornemmelse, fordi vi rent faktisk havde spillet en ganske god halvleg. Desværre blev vi tvunget til at skifte omdrejningspunktet på midten; Jimi Larsen, da han havde fået en forstrækning. Det blev mærkbart for os og afgørende. Vi måtte rokere rundt, og det flow vi havde haft i vores spil, fandt vi bare ikke igen. Spillet blev krampagtigt, og vi manglede i den grad vores styrmand. De sidste 25 minutter blev rigtig dårlige. B 1903 scorede deres sejrsmål på straffespark 15 minutter før tid, og det havde vi ikke kræfter til at reagere på... - Vi spiller igen en vigtig kamp hjemme på lørdag kl. 13.30 mod Frederikssund, og med syv kampe tilbage skal der snart ske noget positivt for os. Vi har en smal trup og med skader og karantæner er det afgørende, at vi stiller med en trup, der vil kæmpe for klub og eksistens. Vi skal gå på banen som et hold, der vil det samme og på den måde kan forene vore kræfter for at vinde. Miraklernes tid er ikke forbi... ebo