Fortsæt til indhold

110 ekstra bådepladser ved havnen

Seks års kamp er slut for havneselskabet

Arkiv
Anette Gundlach

Havnen får 110 ekstra pladser til både, som man regner med er til at tage i brug i foråret 2014. Det er en stor lettelse for bestyrelsesformand i Roskilde Havneselskab, Orla Kristensen, at Byrådet har vedtaget beslutningen. Det har været en lang og sej kamp for havneselskabet, der siden 2007 har forsøgt at få havneudvidelsen godkendt. - Det betyder, at den første store sten er fjernet, siger Orla Kristensen og forklarer, at man nu kun mangler en anlægstilladelse fra Kystdirektoratet. Den håber han til gengæld er klar inden sommerferien. - Det har været en lang proces for Roskilde Havneselskab og især for de bådejere, som har skrevet sig op til en plads, siger Orla Kristensen.

Erstatning

Nogle af beboere i Strandgade mener, at havneudvidelsen vil betyde, at Roskilde Kommune skal give dem erstatning, da de ser udvidelsen som værende i strid med tidligere aftaler mellem beboerne og Roskilde Kommune om havnen. Det er forvaltningen slet ikke enig i, da det er, hvad man må forvente sker i en havn så tæt på hovedstaden. Udvidelsen af havnen har gjort flere bekymrede for, at der kommer mere trafik i Strandgade og at der bliver mangel på parkeringspladser En analyse viser dog, at det ikke skulle blive noget problem

Fjordskatte

Inden projektet kan gå i gang skal marinarkæologer på Vikingeskibsmuseet undersøge fjordbunden for at sikre, at der ikke gemmer sig fortidsminder, der bliver ødelagt. Lokalplanforslaget omfatter hele lystbådehavnens vandområde med de eksisterende broer og anlæg og de nye flydebroer. Udvidelsen blev vedtaget selvom Enhedslisten og SF stemte imod. Jonas Paludan fra Enhedslisten forklarede, at mere trafik på fjorden kan skade fuglelivet. Han mener, at man skal afvente den undersøgelse af forstyrrelsesproblematikken i Natura 2000 områder, som Naturstyrelsen har igangsat før man går i gang med en udvidelse. ag@roskildeavis.dk