Nødhjælp til fremtiden
To unge kvinder fik 1. maj støtte til at få den uddannelse, de drømmer om
En vil gerne være møbelpolstrer, og den anden vil gerne være sygeplejerske.
Nikoline Tryde Hølund og Esther Bay Jensen har klare planer for, hvad de ønsker med deres fremtid.
Men vejen fra at have en drøm til faktisk at kunne få denne til at gå i opfyldelse er ofte lang og brolagt med udfordringer.
For at hjælpe de to unge kvinder på vej sprang LO 1. maj til og forærede dem hver et gavekort på 5.000 kroner.
Ordblindhed blokerer
Esther Bay Jensen vil gerne være sygeplejerske.
Den unge kvinde går på HTX for at få den eksamen, der skal give hende adgang til sygeplejerske-studiet, men der er problemer.
- Jeg er ordblind, så jeg har måttet arbejde rigtig hårdt for at følge med i dansk, siger hun og fortsætter:
- Det betyder desværre, at mit engelsk ikke er helt så godt, som det skal være for at blive sygeplejerske.
For at rette op på de manglende sprogegenskaber vil Esther Bay Jensen meget gerne på en studietur til England.
Men sådan en tur er dyr, så hun vil bruge pengene fra LO til at sikre, at hun kan komme af sted.
Forelsket i sit fag
Nikoline Tryde Hølund er allerede kommet ind på sit drømmestudie, hvor hun er i lærer som møbelpolstrer.
Men hun har valgt et fag, hvor mulighederne for at finde arbejde, når hun står med eksamensbeviset er i hånde, er begrænsede.
Som hun selv indrømmer, har hun valgt et døende fag, men hun er ligeglad.
- Jeg blev straks forelsket, da jeg kom ind på grundforløbet som møbelpolstrer.
- Det er helt fantastisk, at man får mulighed for at stå med et fysisk produkt i hånden, og intet møbel er ens.
Nikoline Tryde Hølund håber på at kunne forbedre sine fremtidige jobmuligheder ved at blive så dygtig som muligt.
Derfor vil hun bruge sine 5.000 kroner fra LO til at tage til Sverige og studere svensk møbeldesign, så hun kan blive inspireret.
Brug for alle
Begge piger mener, at gavekortet fra LO er med til at skabe vigtigt fokus på ungdomsuddannelserne.
Selvom de to sigter på forskellige uddannelser er de helt enige om vigtigheden af at holde en stor faglig bredde hos de unge.
- En god håndværker er mindst lige så vigtig for samfundet som en akademiker, siger Nikoline Tryde Hølund, og hun bakkes op af Esther Bay Jensen:
- Mange ser ned på eleverne på teknisk skole, men vi får brug for alle slags mennesker i fremtiden.
hw@roskildeavis.dk