Fortsæt til indhold

Flere p-pladser på Torvet

En midlertidig genindførelse af dobbeltparkering på Torvet skal hjælpe det lokale handelsliv, mener Venstre i Køge.

Arkiv
Martin Rasmussen

PARKERING: Det har tidligere været muligt at parkere i to rækker på begge sider af Torvet i Køge, og nu er det på ny tid til at øge antallet af parkeringspladser centralt i byen.
Det mener i hvert fald Venstre i Køge, der i en periode vil tilbyde dobbeltparkering på Torvet i begge sider for at skabe mest muligt liv på Torvet og i byen generelt - et forslag der også er blevet diskuteret i Køge Handelsstandsforenings regi.
- Vi er i en situation med afmatning, og derfor er det vigtigt, at vi støtter op om handelslivet. Køge har kun sin berettigelse som provinsby, hvis man har et opland, der kan handle i byen, siger Palle Svendsen (V), der mener, at der kan etableres 20-40 pladser ekstra på Torvet uden at genere de øvrigt aktiviteter som caféernes udeservering.
Dobbeltparkeringen skal i hans optik fungere, indtil Køge Kyst er oppe at køre og giver ekstra parkeringsmuligheder i byen.
Også borgmester Marie Stærke (S) er åben for muligheden.
- Jeg vil gerne se det godt belyst, og hvis det kan lade sig gøre uden at ødelægge livet på Torvet, så er jeg åben for det. Men det er i givet fald vigtigt, at der findes en god løsning, så det ikke bare bliver bilernes torv, siger hun.
- Desuden er det vigtigt at understrege, at det skal være en midlertidig løsning, da der er en masse parkeringpladser på vej til byen, siger borgmesteren.