Historien om Lis
I slut 12 fik jeg besøg af Sankt Georgsgilderne, som donerede et flot beløb til vores arbejde. Under samtalen faldt snakken på alle de mange skæbner og skæve personligheder som vi møder i Kafé Klaus. Jeg blev i den sammenhæng opfordret til at nedfælde nogle af historierne, som lidt Roskilde historie, fra en anden vinkel end den sædvanlige, så her er med smil på læben og blink i øjet en forkortet udgave af: Historien om Lis: Hun var ret irriterende, at have i varmestuen! Hun var en lille chik kvinde på 1.58 m, med hestehale, leopardbukser, høje hæle og smart taske. Hun var 72 år, og I kender hende fra bybilledet. Lis havde ikke noget familie, vi vidste hvor hun boede, at hun havde arbejdet på et gartneri og en systue, men ellers vidste vi ikke noget om hende. Hun var ikke kendt i det kommunale system, havde ingen diagnose, var bare Lis. Hun kom hver dag i varmestuen. Når hun gik op i noget, var det med liv og sjæl og masser af temperament. Mange politikker fik nogle harske bemærkninger med på vejen. Hun elskede kongehuset, dog hadede hun Alexandra, og kunne i den sammenhæng nogle eder og forbandelser, som ikke kan gengives her. Og så var der jo lige dem fra Køge, som hun mente var nogle højrøvede snobber!
Mere end en øl
Lis var autistisk præget og utroligt enerverende verbalt, hun gentog den samme sætning igen og igen, og tillod sig alligevel, at kræve vores totale nærvær imens. Vi kunne ikke bare svare hende, mens vi lavede noget andet. Vi måtte stoppe op og kigge hende dybt i øjnene, og svare hende på de gentagne sætninger som blev udtalt med bred syd sjællandsk dialekt, og let stammende. Hun blev totalt hysterisk, hvis nogen fik lidt mere mad end hende. Hun elskede øl og snaps, og hvis der var beregnet en øl per person til et arrangement, kunne vi være sikre på, at hun tog mindst to. Hun ville have en bestemt kop, noget specielt bestik og hun pillede rodede og ragede til hun fandt det rigtige, eller vi stoppede hende. Og så ville hun sidde på en bestemt plads. Hun vidste godt, at hun ikke måtte skælde personen ud der uforvarende sad på pladsen, men hun stillede sig ved siden af og nedstirrede personerne, til de frivilligt forlod stolen!
Bøjler
Hun kunne også finde på, at tage ting i kælderbutikken uden at betale. En gang blev det opdaget, at hun tog bøjler. Jeg måtte fortælle hende, at dem havde vi selv brug for. Hele næste måned, returnerede Lis bøjler næsten hver dag! Jeg ved ikke om det var udtryk for hvor mange bøjler hun gennem tiderne havde taget, (det skulle ikke undre mig, om hun havde styr på det!) eller om hun bare var sød og forærede os nogle, når nu vi manglede – jeg tør ikke tænke på om hun tog dem i andre butikker får at donere til os.
Manglede Lis
I hvert fald mangler vi stadig ikke bøjler i Korshæren i Roskilde! Til gengæld manglede vi pludselig en dag Lis. Vi vidste straks, at noget var galt, og kontaktede vores citybetjent. I løbet af samme dag, fandt de Lis død i sin lejlighed. Det var et chok for os alle! Vi tændte straks lys på vores minialter, under det fine maleri af Korshærens Logo. Vi sætter altid en smuk billedramme op med navnet på den afdøde, og holder lysene tændt til personen er begravet. I den næste lange tid, var lysene tændt for Lis. Da det endelig lykkedes for os, at få besked, var Lis for længst begravet på De Ukendtes på Østre Kirkegård. En sådan slutning på Lis’ liv, ville vi ikke acceptere. Vi inviterede alle der havde kendt hende til at deltage i begravelseskaffe i varmestuen, med masser af kaffe og wienerbrød, - dog uden øl og snaps!
Perleporten
Vi fik Korshærsrådsmedlem ”Gunder præst” til at komme og foretage en ”begravelsesceremoni ” i varmestuen. Røverhistorierne og parodierne om og på Lis og hendes liv, gik lystig rundt om bordet, på godt og ondt, men med varme og humor i højsædet. Lis ville have været stolt over arrangementet. Der kom rigtig mange, - hun havde rørt mange mennesker med sin insisterende måde, at være på. Gunder havde sin fine præstekjole på, vi sang salmer og sluttede af med, at synge Lis’ favorit Perleporten, sammen med Frelsens Hær. Det var meget værdigt, og det kunne ikke blive meget større! De medvirkende i arrangementet, var glade for at have fået mulighed for at tage afsked med Lis. I Kafé Klaus er vi også glade. Den dag gav god mening i forhold til vores daglige arbejde, med netop at kunne være der til det sidste for dem, der ikke har andre. Nu sidder vi så her og mindes Lis med smil på læben. Her er lidt stille, ingen farvelhilsener der tager minimum 15 minutter før alt er blevet sagt, og det flere gange! Vi undres, hvordan kan en person der var til daglig irritation, være så savnet. Rødt citat "Hun vidste godt, at hun ikke måtte skælde personen ud der uforvarende sad på pladsen, men hun stillede sig ved siden af og nedstirrede personerne, til de frivilligt forlod stolen!"