Fortsæt til indhold

Hurra for stamværtshuset

Hjørnet i Aabenraa har efterhånden mere end 100 år på bagen. Lørdag, den 1. juni fejrer indehaver Irene Nielsen 10 års jubilæum

Arkiv
Mette Henriksen

Når flaget hejses for stamværtshuset Hjørnet på Nørreport 12 i Aabenraa, så føles det også lidt som deres fest.
Herrerne omkring stambordet i Hjørnet har i gennem flere årtier gæstet hjørneetablissementet. Og det er der mange andre gode grunde til, end bare at drikke en øl eller to, pointerer herrerne.
"Vi har det hyggeligt i hinandens selskab, og vi får os mange gode grin i løbet af en øl. Vi ved præcis, hvad vi ikke skal snakke om, og det er politik. Det er virkelig noget, som kan få folk til at ryge i flæsket på hinanden - og det gider vi ikke her," fortæller Bent Olsen, som er kommet på Hjørnet hele sit liv. Han er nemlig født i lejligheden ovenpå kroen.
"Allerede som lille purk skulle jeg lige ind og se, hvad der skete inde på kroen. I gamle dage var det alle byens fine forretningsfolk, som samledes her fredag eftermiddag for at afslutte ugen med maner. Der var stil over det, som de sad der med hvid skjorte og mørkt jakkesæt."
Historier om gamle dage, madopskrifter og kærlige drillerier hen over bordet er hovedingredienserne for et par hyggelige timer på stamværtshuset - og det gælder stort set alle ugens dage.
"Mange af os har kendt hinanden hele livet. Det forbinder. Vi stikker gerne til hinanden, men det er kærligt ment. Vi kan også sagtens tale om alvorlige ting. Vi er flere, som har mistet vores hustru eller har været alvorlig syge, så hvis en ikke har det godt, så spørger vi ind til det. Det kan ikke være sjov det hele - men vi vil da helst snakke om det sjove."
Også den tidligere antikvitetshandler, 78-årige Jørn Søberg, er kommet på Hjørnet "hele sit liv". Og det er en æressag at han fejrer jubilæumsdagen på stamværtshuset. I dagens anledning har han sin bedre halvdel, Margit, med ved sin side.
"Tidligere, for omkring 10 år siden, havde vi vore koner med om lørdagen. Det var også rigtig hyggeligt med et kvindelig islæt omkring bordet," fortæller Jørn Søberg, mens Bent Olsen tilføjer:
"Den vigtigste dagsorden er, at vi går herfra med et godt grin - og det lykkes for det meste."