Fortsæt til indhold

Når boligen rammes af skybrud og oversvømmelse

Spildevandscentrets Besøgstjeneste inviterer til gratis foredrag, bl.a. om forsikring.

Arkiv
Arkiv

Vejret har de seneste år ændret sig, og det stiller større krav til at sikre vores boliger mod voldsomme regnskyl. Skybruddet over Storkøbenhavn i 2011 antages at have kostet 6-7 mia. kr. Dertil kommer uerstattelige værdier, som er gået tabt. Flere og større skybrud rammer bredt. Private, virksomheder og det offentlige har alle oplevet store skader. Derfor har Spildevandscentret inviteret forsikringsselskabet Alm. Brand til at fortælle om forsikringsbranchens syn på de mange udfordringer, som det ændrede klima byder. Brian Wahl Olsen og Pia Holm fra Alm. Brand fortæller om initiativer, der skal forebygge skader fremfor at genopbygge, når voldsomme skybrud har efterladt et ødelæggende aftryk. Hør også om samarbejder mellem stat, kommuner, forsyningsselskaber og forsikringsselskaber, der skal fremme arbejdet med klimatilpasning. Rikke Nikolajsen, Spildevandscentret fortæller om lokale klimatilpasningsinitiativer, der bidrager til at forebygge og begrænse skader ved skybrud. Det er blandt andet en række projekter, hvor regnvand fra private boliger, offentlige bygninger og veje nedsives til jorden i stedet for at belaste kloakkerne. Resultatet er, udover klimatilpasning, flere grønne og rekreative områder til glæde for borgerne. Som en del af arbejdet med at klimatilpasse anlæg og kloakker, har Spildevandscentret selv udbygget renseanlægget, så der er mere plads til vand fra kommunernes kloakledninger. Der bliver også tid til at se forskellige løsninger, der kan medvirke til at holde huset tørt under skybrud. Blandt andet har udstillingen i informationshuset fokus på, hvordan man kan hindre, at spildevandet presses tilbage til kælderen med eksempelvis højvandslukkere og pumpebrønde. I den udendørs regnhave demonstreres, hvordan regnen kan nedsives på egen grund i stedet for til kloaksystemet.