Fortsæt til indhold

Lions Club satser på børnene

Martin Brygmanns båltale Skt. Hans-aften i Damparken i Haderslev suppleres med et sprudlende børneshow – og en lille voksenkoncert

Arkiv
Arkiv

Musik, show, sang, tryllekunster og sjove historier vil fyge hen over plænen, når Lions Club Haderslev arrangerer en anderledes Skt. Hans-aften i Damparken i år.
Lions har nemlig i samarbejde med restaurant Atapaz engageret Kibsgaards Kapel til også at gøre årets bålfest til en børnefest.
"Vi har simpelthen bestilt et sprudlende børneshow, for vores mål med dette års Skt. Hans-arrangement er jo, at det i langt højere grad end tidligere skal være en fest for hele familien," siger Erik Hinrichsen, formand for Skt. Hans-udvalget i Lions Club.
Børnenes del af bålfesten er lagt i erfarne og kyndige hænder. Bag 'Kibsgaards Kapel' står fire musikere med Ole Kibsgaard i spidsen. 47-årige Kibsgaard har blandt andet en fortid som vært gennem 14 år for børneudsendelsen i DR med Kaj og Andrea – det kultagtige dukkepar.
"Jeg elsker at optræde for børn. Det er en varm oplevelse hver gang," fastslår Ole Kibsgaard, der får masser den slags oplevelser i de kommende måneder. Hele sommeren optræder han og Kibsgaards Kapel med deres børneshow i Tivoli i København – sammen med Tivolis Bigband, som dog ikke er med i Haderslev den 23. juni.
Ole Kibsgaard, der måske er mest kendt for sin optræden i 'Vild med dans' for to år siden, er uddannet musiker på Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor han har undervist i 20 år. I 14 år spillede han guitar i Shu-bi-dua og han er jævnligt musiker, når navne som Lis Sørensen, Søs Fenger og Kaja Brüel giver koncert.
Ole Kibsgaard og hans musikere i kapellet, hvoraf Jacob Christoffersen på keyboard netop har modtaget Ben Webster-prisen, får også lejlighed til at vise deres mere voksne sider, når de efter børneshowet spiller op til koncert sammen med årets båltaler, Martin Brygmann.
"Martin synger nogle af sine sange og vi spiller Shu-bi-dua numre og andre kendte melodier. Det skal nok blive en rigtig hyggelig aften i jeres hyggelige og smukke by," lover Ole Kibsgaard. Efter koncerten holder Martin Brygmann båltalen, inden heksen med ild i rumpen sendes til Bloksbjerg fra den traditionelle tømmerflåde på dammen.
Erik Hinrichsen, Lions Club Haderslev, understreger i øvrigt, at der ligesom alle tidligere år er gratis adgang til Skt. Hans-festen i Damparken – trods det udvidede program.
"Vi håber nu på, at vi sammen med vores samarbejdspartner Atapaz kan hente støtte til udgifterne til underholdningen hos sponsorer i det lokale erhvervsliv," lyder det fra Erik Hinrichsen.