HB Køge får afgørende ord i oprykningskampen
FODBOLD: Brønshøj Boldklub har udviklet sig til at være lidt af en ønskemodstander for HB Køge i NordicbetLigaen. Onsdag aften fik Svanerne således hevet den tredje sejr i land ud af lige så mange mulige mod "Hvepsene" i indeværende sæson.
I overværelse af 805 tilskuere på SEAS NVE Park blev Brønshøj sendt hjem med et nederlag på 2-0, fordelt med et mål i hver halvleg.
Anders Kaagh gjorde det til 1-0 efter 27 minutters spil da han blev spillet fri foran mål af Jeppe Kjær, der selv tog sagen i egen hånd seks minutter efter pausen, og efter et fornemt sololøb fra banens midte, med fire Brønshøj spillere omkring sig bankede bolden i nettet uden chance for Brønshøj-keeperen Kim Drejs.
HB Køge måtte arbejde hårdt for at få sejren hjem. Gæsterne pressede hårdt på for at komme tilbage i kampen, og i to tilfælde måtte målmand Morten H. Jensen, der inden kampen blev hyldet for som den første HB Køge spiller i historien at runde 100 kampe i søndags mod Hobro IK, måtte i to tilfælde have hjælp af overliggeren og trekantsammeføjningen.
- Brønshøj var særdeles farlige på deres dødbolde, men heldigvis fik vi arbejdet fornemt over hele linjen og hentet sejren hjem. En arbejdssejr efter at vi i flere kampe har spillet rigtigt godt uden at få noget ud af det. Holdet viste høj moral, og sejren var en dejlig oplevelse for alle, siger cheftræner Per Frandsen, der belønnede spillerne med to fridage oven på et meget hårdt program, der har budt på hele otte kampe på kun lidt over en måned.
- Det har været en virkelig hård periode, så drengene trænge til at få et par dage til at restituere i inden de fire sidste kampe i sæsonen, siger Per Frandsen.
Med sejren over Brønshøj fik HB Køgespillerne altså tanket en god portion selvtillid før søndagens lange tur til det nordjyske, hvor et hjemmebanestærkt FC Hjørring mandskab venter.
Det er kun to og en halv uge siden de to klubber mødtes på SEAS NVE Park hvor FC Hjørring sejrede med 2-1. Den kamp vil "Svanerne" meget gerne revanchere sig for søndag eftermiddag.
- Vi har tabt begge sæsonens to første kampe til Hjørring, så nu jagter vi revanche. Men det bliver en meget svær kamp mod de store, fysisk stærke nordjyder, der, som vi har set utallige gange, er særdeles giftige på dødbolde, siger Per Frandsen der glæder sig til sæsonens tre sidste kampe - som er mod de tre mandskaber som kæmper en hård kamp for oprykning til Superligaen: FC Vestsjælland hjemme søndag den 12. maj, Viborg FF ligeledes hjemme torsdag den 16. maj inden der sluttes af på udebane mod Vejle mandag den 20. maj - 2. pinsedag.
- Man kan da sige, at vi har et stort ord at skulle have sagt i oprykningsstriden, smiler Per Frandsen.