Fortsæt til indhold

Ambitiøst skitseprojekt for Køge Station Nord

Byrådets partier vil aktivere netværket på Christiansborg for at sikre finansiering af virkeliggørelsen af det skitseprojekt, man har fået udarbejdet for den kommende Køge Station Nord.

Arkiv
Martin Rasmussen

KØGE: 150 millioner kroner - i runde tal. Sådan lyder et overslag over regningen for den kommende Køge Station Nord, hvis man skal realisere det skitseprojekt, som Køge Kommune har fået udarbejdet, og som lægger op til et arkitektonisk spektakulært projekt for stationen, som bliver et centralt knudepunkt for den kollektive trafik gennem Danmark.
Hovedparten af pengene - cirka 100 millioner kroner - skal bruges til en overdækket gangbro hen over motorvejen; en bro der skal forbinde S-togsstationen med stationen til fjerntog. Anlæggelsen af det såkaldte pendler hub med en række servicefunktioner vil koste cirka 50 millioner kroner.
Byrådets partier har i denne uge givet hinanden håndslag på at trykke på alle de knapper, der kan trykkes på hos deres kontakter på Christiansborg i den kommende tid i et forsøg på at sikre den nødvendige finansiering til etableringen af den kommende togstation i Køge Nord.
Som udgangspunkt er der nemlig "blot" sat 11,7 millioner kroner af til stationsbygning og 31,3 millioner kroner til gangbroen, oplyser teknik- og miljødirektør i Køge Kommune, Torben Nøhr, og dermed er man i øjeblikket altså et godt stykke fra at have finansieringen på plads.

Overdækket gangbro

Gangbroen skal være overdækket for at beskytte fodgængerne mod vind og vejr, og så skal den ifølge oplægget også udstyres med rullende fortov. Desuden bliver der indrettet et naturligt opholdssted for de rejsende midt på den lange bro over motorvejen.
Dertil kommer, at udformningen af den i oplægget vil kunne gøre den til et markant byggeri, der i sin form modsvarer den store betydning, som den nye station får for den kollektive trafik på Sjælland. Køge Station Nord kaldes "porten til Øresundsregionen" i oplægget - blandt andet i kraft af de omkring 100.000 dagligt forbipasserende i det trafikale knudepunkt.

Et naturligt opholdssted midt på gangbroen er tænkt ind i projektet - sammen med blandt andet rullende fortove.
Der er udarbejdet et flot skitseprojekt for den nye Køge Station Nord.