Fortsæt til indhold

Fuldt hus til fodbolddrengene

Både KFUM og FCR hev tre point hjem i weekenden

Arkiv
Arkiv

Maj starter godt ud for byens fodbold-entusiaster.
Ikke nok med at vejret giver fine muligheder for selv at lufte fodboldstøvlerne, men byens fodbold-helte i FCR og KFUM har også vundet begge deres kampe i weekenden.
KFUM var i aktion på hjemmebane mod Haslev.
Allerede før kampen kom i gang var der dømt fest ved klubhuset på Snebærvej, hvor man udover kampen også kunne glæde sig over, at mere plads at boltre sig på.
KFUM kunne nemlig efter megen slid byde velkommen på klubbens nye 1. sal og streetbane.

Flakkende fokus

I fodboldkampen gav hjemmeholdet den også hele armen fra start.
Indsatsen betød, at der efter de første 45 minutter stod 4-0 til KFUM.
2. halvleg blev noget mindre prangende, og Haslev fik også mulighed for at liste bolden i maskerne et par gange.
Kampen endte dog med en overbevisende sejr til hjemmeholdet på 4-2.

Rejse med mening

FCR spillede mod bundproppen i 2. division øst, NB Bornholm.
De lokale drenge måtte drage hele vejen til solskinsøen for at afvikle opgøret, men heldigvis var turen ikke forgæves.
Gutterne i FCR kunne ikke gøre KFUM det flotte resultat efter, men en 0-1 sejr til Domkirkebyen var også nok til at sikre de vigtige tre point.
FCR skal allerede i aktion igen på onsdag 8. maj kl. 19, hvor de på hjemmebane møder Frem.
KFUM spiller deres næste kamp i Sjællandsserien lørdag 11. maj kl. 15, hvor de på Osted Stadion skal møde Lejre.
hw