Fortsæt til indhold

Esbjergs midte har brug for Broen

Igen og igen udsættes byggeriet af Esbjergs nye store shoppingcenter, og det er ærgerligt, for byen har brug for centret

Arkiv
Louise Ritter

Nu igen!?! For ganske få uger siden skete det igen - første spadestik til Esbjergs nye store shoppingcenter Broen blev igen udskudt på ubestemt tid. På centrets hjemmeside - sådan en har det nemlig allerede inden spaden er i jorden - står fortsat, at Broen forventer at slå dørene op til sine små 30.000 kvadratmeter shoppingareal i 2014, men sådan kommer det altså ikke til at gå. Planen lyder nu tidligst på en åbning i foråret 2015 - hvis altså spaden kommer i jorden denne sommer.
Og det er ærgerligt, for Esbjerg som by har brug for centret. Det viser den analyse af detailhandelen, som Esbjerg Kommune sidste år bestilte hos ICP - Institut for Centerplanlægning. Her står blandt andet, at skal Esbjerg fastholde sin position som et væsentligt indkøbssted, så skal detailhandelen i centrum af byen udvikles, og her anses netop et nyt stort shoppingcenter som værende helt essentielt.
"Et shoppingcenter som Broen vil simpelthen revitalisere hele Esbjergs bymidte. Det vil sætte fokus på den og peppe byen op," siger Per Nyborg, direktør i ICP, der forudser, at Esbjerg som handelsby vil miste meget, hvis etableringen af Broen ender med at trække ud i det uendelige.
"Vi ser det ske i en lang række danske byer i disse år. Her er efterhånden bygget så meget udenfor byerne, at det går den forkerte vej i bymidterne," siger Per Nyborg.

Nye vinde blæser

ICPs analyse viser, at det endnu ikke står så skidt til i Esbjergs midte, men det er så småt begyndt at trække op. For selv om Esbjerg som kommune i 2011 på både dagligvareomsætning og udvalgsvareområdet lå pænt over landsgennemsnittet, så må Esbjergs bymidte alligevel konstatere, at den de seneste år har tabt terræn til for eksempel forretningerne i Esbjerg Nord, hvor blandt andre Bilka, Toys' r'us og Esbjerg Storcenter har hjemme. Således tegnede Esbjerg City sig i 2007 for 20 procent af den samlede omsætning i hele kommunen, mens tallet i 2011 kun var 18 procent.
Til sammenligning er den samlede omsætning i Esbjerg Nord steget godt 20 procent i samme periode ligesom også kommunens to øvrige "storbyer" Ribe og Bramming har oplevet fremgang på mellem syv og ni procent.
Med andre ord træder Esbjergs bymidte altså vande rent handelsmæssigt, mens konkurrenterne tager lange tag. Men kommer spaden i jorden, og får Broen sine 70 forretninger, vender skuden formentlig.
"Tendenserne viser, at de store byer får det nemmere, mens de små og mellemstore får det sværere. Især på udvalgsvareområdet vil folk søge mod det største udvalg, og det vil de jo - for Esbjergs vedkommende - for alvor kunne finde i bymidten, hvis centret kommer," siger Per Nyborg.
Det er fortsat økonomien, der mangler at falde endeligt på plads, før etableringen af Broen kan begynde ved Esbjergs Banegård. Men TK Development, der står bag centret, har tidligere oplyst til JydskeVestkysten, at centret med garanti bliver virkelighed - bare ikke hvornår.